Foto: Grow Productions. Copenhagen Contemporary
Foto: Grow Productions. Copenhagen Contemporary

Jakob Martin Strid – Den fantastiske bus

06.03.24
Jakob Martin Strid besidder både den skarpe, satiriske pen, der spidder politikere, som var de skumfiduser, og en poetisk malende blyant, der tegner fantastiske og ærlige børnehistorier.

I gennembrudsstriberne om figuren Strid i Politiken blev politikere, forfattere og andre offentlige personer genstand for anarkistiske tegnelege, mens børnebogen fra 2012 'Den utrolige historie om den kæmpestore pære' – der er udgivet i indtil videre tolv lande – myldrer med liv og figurer.

Senest er Strid udkommet med det imponerende tegneserieværk 'Den fantastiske bus' som åbner portaler til utroligt fantasifulde verdener for læsere i børnehøjde samtidig med, at den stikker til samfundsstrukturerne og (den manglende) klimahandling dér, hvor det gør ondt.

Den fantastiske bus

Jacob Martin Strid har arbejdet på ’Den fantastiske bus’ gennem flere år. Illustrationerne er overvældende i mængde, nuancer og opfindsomhed, og han har med denne bog givet sit bud på, hvad menneskets enorme arrogance kan føre til på en kærlig, optimistisk og farvestrålende måde.

Han pakker skræmmende voksenproblematikker ind i håbefulde universer fyldt med kærlighed, lidt på samme måde, som Astrid Lindgren også gjorde. Hun stolede nemlig også på børnene og gav dem steder, hvor intet ondt kan komme.

Bogen er en eksplosion af billeder og elskelige figurer, der hylder fantasien, kunsten og eventyrets magi. Den skal ses og mærkes, for at man fuldt ud kan forstå dens særlige værdi. 

 

Blå bog 

  • Født: 1972 i Danmark. 

  • Uddannelse: Autodidakt tegner, forfatter, illustrator.

  • Debut: 'Vi hader alting!!' Politisk revy, 1997. Tegneserie.

  • Litteraturpriser: Dan Turèll prisen, 2001. Børnebibliotekarernes Kulturpris, 2008. Orla-prisen, 2008. BMF's Børnebogspris, 2008. Kulturministeriets Illustratorpris, 2009. BMF's Børnebogspris, 2009. Gyldendals Børnebogspris, 2012. Kronprinsparrets Kulturpris, 2012.

  • Seneste udgivelse: 'Den fantastiske bus'. Gyldendal, 2023.

'Den fantastiske bus' er nomineret til Læsernes Bogpris. Du kan stemme på din favorit ud af de ti nominerede bøger her og samtidig deltage i lodtrækningen om en bogpakke. 

Tak for lån af indhold til Litteratursiden.dk og Forfatterweb.dk

Materialer