Foto: Mikkel Carl
Foto: Mikkel Carl

Helle Helle – Hafni fortæller

06.03.24
Helle Helle er et litterært ikon i dansk prosa. Hendes bøger er centreret om hverdagslivets finurligheder og menneskers forsøg på at nå hinanden. Humoren og det sorgfulde går ofte hånd i hånd.

Helle Helle er en af Danmarks stærkeste prosaister. Hendes forfatterskab begyndte i det eksperimenterende og avantgardistiske hjørne af litteraturen, og hun har gradvist udviklet sin helt egen stil.

I en nøgtern realisme indfanger hun hverdagens trivialiteter i en stram, underspillet form. Gennem registreringen af dagliglivets overflade antyder hun de store dramaer, der ligger nedenunder og konfronterer læseren med det almindelige livs absurde tilstande, tragikomiske konflikter og forgængeligheden, der ånder alle i nakken.

Hafni fortæller

Hafni begiver sig ud på en skilsmisserejse over Fyn og til det jyske. Den skal bestå af en række smørrebrødsstop og kulminere i et stort, sønderjysk kaffebord otte dage efter afrejse. Men fra en rasteplads ringer Hafni til romanens fortæller for at forklare, hvorfor det ikke helt gik som planlagt. 

På rejsen, der skulle have varet en uge, men ender med at tage en måned, møder Hafni et hav af mennesker, og i sin frygt for at skuffe dem, siger hun ja til ting, hun ikke har lyst til. Hun ser sig selv med andres blik og er tynget af en invaliderende skam over alt det forkerte, hun gør og siger. I det hele taget famler hun lidt i blinde over, hvilken retning hendes nye liv skal have.

Fortælleformen er envejs, da Hafni taler uafbrudt om stort og småt, men påfaldende lidt om sin skilsmisse.
'Hafni fortæller' ligger i forlængelse af Helles seneste to romaner: 'De' og 'BOB', og ligesom i de to romaner, demonstrerer Helle Helle, hvordan hun suverænt mestrer fortællerens rolle. 

Blå bog 

  • Født: Den 14. december 1965 i Nakskov.
  • Uddannelse: Matematisk student fra Maribo Gymnasium, 1984. Studier i litteraturvidenskab ved Københavns Universitet, 1985-1987. Forfatterskolen, 1989-1991.
  • Debut: 'Eksempel på liv'. Gyldendal, 1993.
  • Litteraturpriser: Akademiets Beatricepris, 2003. BG Banks Litteraturpris, 2005. Kritikerprisen, 2005. P.O. Enquists Pris, 2009. De gyldne laurbær, 2012. Det
  • Danske Akademis Store Pris, 2016. Holbergmedaljen, 2019. Montana Litteraturpris, 2021.
  • Seneste udgivelse: 'Hafni fortæller'. Gutkind, 2023. Roman.

'Hafni fortæller' er nomineret til Læsernes Bogpris. Du kan stemme på din favorit ud af de ti nominerede bøger her og samtidig deltage i lodtrækningen om en bogpakke. 

Tak for lån af indhold til Litteratursiden.dk og Forfatterweb.dk

Materialer