Foto: Mathias Svold
Foto: Mathias Svold

Nicklas Brendborg – Vanedyr

06.03.24
Nicklas Brendborg skriver populære og tankevækkende fagbøger. Med lethed i sproget formulerer han nogle af livets mest komplicerede afkroge og rykker på opfattelsen af, hvad det vil sige at være menneske i vores tidsalder.

Nicklas Brendborg er ph.d.-studerende ved Institut for Molekylærbiologi og Genetik på Københavns Universitet. Han er anerkendt som et ungt forskningstalent af blandt andet Novo Nordisk International Talent Program og Novo Scolarship Program. 

Han debuterede som forfatter i 2021 med den populærvidenskabelige bestseller 'Gopler ældes baglæns' om menneskets jagt på et længere liv. I 2023 udgav han 'Vanedyr', der handler om videnskabens manipulation af menneskets instinkter. 

Hans skrivestil udmærker sig ved at være vedkommende og levende, og så formår han at bygge sine videnskabelige pointer op omkring en spændingskurve, der gør det let og sjovt at at dykke ned i det til tider komplekse stof.

I både 'Gopler ældes baglæns' og 'Vanedyr' udforsker Brendborg emner, der er relevante for en bred læserskare. Han undersøger det moderne menneskes livsstil, vaner og vilkår, og afslører hvordan store industrier har indflydelse på vores sundhed og valg. Han byder også ind med forslag til, hvordan man kan tage mere aktivt ansvar for sin egen kommende alderdom og levevis. 

Vanedyr

I 'Vanedyr' afsløres en række forbløffende sandheder om det moderne menneskes ufrivllige vaner, der blandt andet plantes i os af de store fødevare-, fastfood-, og medinalindustrier. Hvis man går og tror, at man helt selv er herre over egne livsvalg, vil man skifte mening efter at have læst 'Vanedyr'. 

Eksemplerne på de profiterable industriers manipulation af forbrugerne er mange og med Brendsborgs videnskabelige udlægninger af fx. sukkerafhængighed og superstimuli, åbenbares det store vanemaskineri trin for trin med saglig bevisførelse. 

Selvom 'Vanedyr' er en skræmmende øjenåbner, er den også et stykke håbefuldt litteratur i en tid, hvor menneskets frie vilje manipuleres af sociale medier, formuende industrier og laboratorieskabte stimuli. 'Vanedyr' tager kampen op imod de pålagte vaner. Den opridser, de værste fælder, man kan falde i og hjælper læseren med at tage magten over eget liv tilbage. 

Blå bog 

  • Født: 1995 i Danmark.
  • Uddannelse: nuværende ph.d.-studerende ved Institut for Molekylærbiologi og Genetik på Københavns Universitet.
  • Debut: 'Gopler ældes baglæns'. Forlaget Grønningen 1, 2021.
  • Seneste udgivelse: 'Vanedyr'. Forlaget Grønningen 1, 2023.

'Vanedyr' er nomineret til Læsernes Bogpris. Du kan stemme på din favorit ud af de ti nominerede bøger her og samtidig deltage i lodtrækningen om en bogpakke. 

Tak for lån af indhold til Litteratursiden.dk og Forfatterweb.dk

Materialer