Betal mellemværende

Skal du betale gebyr og/eller erstatning modtager du en faktura i din digitale postkasse med oplysning om betalingsmuligheder.

Gebyrer og erstatninger bliver varetaget af Opkrævningen i Helsingør Kommune og foregår digitalt. Er du fritaget for digital post, modtager du et brev i din postkasse. Du kan også se og betale dine mellemværender under din lånerstatus på helsbib.dk, app'en Biblioteket eller på Mit Betalingsoverblik, der samler alle mellemværender og gæld til Helsingør Kommune i ét samlet overblik.

Kan jeg betale mine mellemværender på biblioteket?

Der er mulighed for at få hjælp fra bibliotekets personale til at betale via MobilePay. Ellers skal betalinger ske som nævnt ovenfor. 

Hvorfor står der på min lånerprofil, at jeg mangler at betale?

Efter at have gennemført en betaling i netbank, kan der gå op til 72 timer før oplysningerne er opdateret her på helsbib.dk og i appen Biblioteket.

Mellemværender som betales samme dag som de pålægges, registreres ikke inden fakturaen dannes. Dette indebærer, at der sendes en faktura på mellemværendet, digitalt eller med almindelig post, selvom beløbet er betalt. 

På Mit Betalingsoverblik kan du altid se en opdateret status på dine betalinger til biblioteket og Helsingør Kommune. 

Klik her for at gå til Mit Betalingsoverblik.

Har du spørgsmål til dine mellemværender?

Hvis du har spørgsmål til fakturaen, skal du ringe til biblioteket i den betjente åbningstid på tlf. 49 28 36 20.

Ønsker du henstand eller at få lavet en afdragsordning, skal du ringe til Opkrævningen på tlf. 49 28 16 16 man-tir kl. 9-12 og tor-fre kl. 9-12.

Betalingsfrister og rykkergebyr

Hvis du får et gebyr for at aflevere for sent eller skal erstatte et materiale, vil du automatisk få tilsendt en faktura til din digitale postkasse med en betalingsfrist på 30 dage. Hvis opkrævningens betalingsfrist ikke overholdes, tilskrives et rykkergebyr på 100 kr. Har du modtaget en rykkerskrivelse fra Opkrævningen, skal du også betale rykkeromkostninger. Hvis du ikke betaler beløbet eller træffer aftale om betaling med Opkrævningen, bliver restancen sendt til inddrivelse hos Gældsstyrelsen. Gældsstyrelsen inddriver herefter beløbet ved tvang, fx ved udlæg og/eller indeholdelse i løn, dagpenge, efterløn, pension m.v.

Hvorfor varetager kommunen opkrævningen nu?

Der er krav til, hvordan systemer skal kunne håndtere borgeres gæld og betalinger, og disse funktioner findes i kommunernes økonomisystemer. Det er derfor blevet besluttet at lade kommunens økonomisystemer håndtere betaling og afstemning af biblioteksgebyrer og erstatninger.