
En dansk Indiana Jones under første verdenskrig. Læs ’Safari fra Helvede’
Af bibliotekar Simon Brørup
Et østafrikansk helvede
Det er en bemærkelsesværdig beretning, som Tom Buk-Swienty har flikket sammen i ’Safari fra Helvede’. Men den holder. Englænderne og tyskerne kæmpede om magten i Østafrika, og midt inde i et afrikansk floddelta omgivet af mangrove, myg og krokodiller var den tyske krydser ’Königsberg’ spærret inde af briternes Royal Navy.
Krigsskib i forklædning
Tyskerne kamuflerede listigt et krigsskib som et dansk handelsskib med portrætter af kongeparret på væggen og uskyldige brædder i lasten. I virkeligheden var skibet ’Kronborg’ lastet med militært isenkram, mad og medicin – og underbenklæder! – til mandskabet på Königsberg.
Sønderjyder på afveje
De sønderjyske søfolk anede i starten slet ikke, hvad missionen indebar. Ej heller hvor skibet var på vej hen. Ved at sejle nord om Skotland og ved ret meget held lykkedes det ’Kronborg’ at navigere uden om den engelske marine, som ellers lå på lur. Selvom englænderne havde lugtet lunten og beskød skibet ved ankomsten til Østafrika, lykkedes det besætningen af evakuere det meste af den militære last, og herefter startede den farefulde vandring med tung oppakning ind i det afrikanske vildnis.
Kom hjem til Danmark efter fire år
Tom Buk-Swientys bog baserer sig blandt andet på sønderjyden Nis Kocks erindringer og dagbøger. Han var en stovt, men modig jyde, der ikke lagde skjul på, hvor hasarderet missionen var. Syg af malaria blev han og andre håbløst syge efterladt i en lejr midt inde i junglen. Først fire år efter afgangen fra Sønderjylland vendte han hjem .
Tom Buk-Swienty med fortælletæft fra historiens sletter
Efter bøgerne om blodbadet omkring 1864 og Karen Blixens fars meritter fortsætter Tom Buk-Swienty sine fortællinger med historisk afsæt i det begivenhedsrige Sønderjylland. Denne gang har han fortalt en flig af den vigtige historie om sønderjydernes indrullering i den tyske hær. Ikke færre end 30.000 danskere fra Sønderjylland deltog som tyske soldater under 1. verdenskrig. Heraf omkom 6.000.
Elementært spændende dokumentar
Jeg forsøger nøje at udvælge dokumentariske beretninger til min læseliste – ’Safari fra helvede’ opfylder alle kriterierne for en fængende faktuel beretning. Bogen er elementært spændende, den er præget af Swientys kendetegn; den solide research, et fortællemæssig overskud og drevne disponering af et stort kildetungt stof. Bogen giver ligeledes et indblik i Afrikas kolonihistorie. Om en europæisk krig i Afrika, som afrikanerne slet ikke havde nogen som helst interesse i. Alligevel døde mellem 300.000 og 700.000 civile afrikanere under første verdenskrig. Dertil kom, at deres afgrøder blev plyndret, hundredetusinder blev drevet på flugt, og at der opstod hungersnød.
Læs også Gurnah og Guillou
Som et supplement til ’Safari fra helvede’ anbefaler Tom Buk-Swienty selv romanen ’Efterliv’ af den britisk-tanzanianske nobelpristager Abdulrazak Gurnah. En skræmmende fortælling om kolonialismens følger for slavebarnet Hamza og den niårige Ilyas, som begge bliver kapret af de tyske kolonitropper. Også første del af Jan Guillous serie Det store århundrede, ’Brobyggerne’ kommer omkring Østafrika i den periode. Den norske ingeniør Oscar er vidne til den europæiske kolonialisme og han kommer til at kæmpe i krigen på tysk side – den mindst brutale side i forhold til englænderne og belgierne.
Håndplukket – bibliotekets forårskampagne
'Safari fra helvede' er en af hovedtitlerne i bibliotekets Håndplukket-kampagne. Det vil sige, at der er købt ekstra eksemplarer ind, som ikke indgår i reserveringskøen, og som ligger fremme på et bord på et af kommunens biblioteker. Bibliotekarerne har garneret den med bøger, der ligner. 'Safari fra helvede' og lignende bøger ligger på et bord på Espergærde Bibliotek.
Se alle forårets håndplukkede titler.
Tom Buk-Swienty præsenterede bogen for en fyldt og begejstret sal på Biblioteket Kulturværftet den 29. marts.