Cecilie Riis med romanen Årene
Cecilie Riis morede sig over, at youghurt med smag overhovedet får plads i en roman.

’Årene’ – en nobelprisvinders fabulerende fortælling om Frankrigs historie

13.03.23
Annie Ernaux har skrevet et hovedværk i europæisk litteraturhistorie med en til dels underlig, poetisk fortællestil og uden helt konkret handling. Det er en vild samfundsskildring af 60 års historie fra 2. verdenskrig og frem. Fortalt af et kollektivt ’vi’.

Af bibliotekar Cecilie Riis

Yoghurt med smag, skønlitterært skolepensum og abortrettigheder

’Årene’ rummer meget og skildrer mange forskellige ting fra et samfund i rivende udvikling og stilstand på samme tid. Romanen tager fat på p-pillens opfindelse, abortfortællinger og –rettigheder ligeså vel, at der kan købes yoghurt med smag, eller hvad for en type reklame, der var for kvinders brystholdere eller tv-reklamernes indtog og diverse jingles. Romanen kredser ligeledes meget om den litteratur, der læses og diskuteres i den brede offentlighed, men også hvad børn og unge lærer om i skolen, hvad der er klassikere, samt hvad Simone de Beauvoir og Sartre nu har sagt.

Mix af eget levet liv og Frankrigs liv gennem 60 år

Den røde tråd der binder ’Årene’ sammen må siges at være Ernauxs eget liv. Alligevel er det vores alles fortælling, især om dem som har levet i noget af eller hele Ernauxs livsperiode, indtil bogen blev udgivet i 2008. Det personlige og kollektive fletter sig ind og ud af hinanden, og det intime og typiske for tiden er forbundet på alle måder.
”Jeg var interesseret i at skildre selvet over for eller bag ved de ydre omstændigheder; én kvindes liv i relation til alt det, der skete omkring hende”, sagde Annie Ernaux i et interview i Atlas Magasin.

”Virkelige” fotografier fra Annie Ernauxs liv

’Årene’ tager mange steder udgangspunkt i virkelige fotografier af Annie Ernaux og andre. Beskrivelserne er detaljerede, men fotografierne vises aldrig for læseren. Fotografierne er holdepunkter i fortællingen, og de sætter stemningen og årstallet for, hvor læseren er nået til i historien.
-”Hun ville gerne sy de mangfoldige, adskilte, uoverensstemmende billeder af sig selv sammen med fortællingens tråd, den om hendes liv fra hun blev født under Anden Verdenskrig frem til i dag. Et unikt liv smeltet sammen med en hel generations bevægelse,” skriver Ernaux om billederne og romanen i ’Årene’: og stiller sig selv spørgsmålet om: ”Hvordan kan man på én gang fremstille den historiske tids gang – den måde tingene, idéerne, skikkene forandrer sig på – og denne kvindes intime liv. […] Hendes største bekymring er valget mellem ”jeg” og ”hun””, hvilket leder hen til valget på det ’vi’ og ’man’, som hun i størstedelen af romanen bruger til at beskrive tidens og hendes livs gang.

Håndplukket – bibliotekets forårskampagne

’Årene’ er en af hovedtitlerne i bibliotekets Håndplukket-kampagne. Det vil sige, at der er købt ekstra eksemplarer ind, som ikke indgår i reserveringskøen, og som ligger fremme på et bord på et af kommunens biblioteker. Bibliotekarerne har garneret den med bøger, der ligner. ’Årene’ og lignende bøger ligger på et bord på Espergærde Bibliotek.

Læs noget der ligner

Hvis du allerede har læst ’Årene’ eller venter i kø til bogen kan du ellers kaste dig over Gunter Grass ’Mit århundrede’ om Tysklands historie i det 20. århundrede, ’Færdig med Eddy Bellegueule’ af Eduard Louis om at vokse op på landet i Frankrig under dårlige kår. Jeg anbefaler også ’Det andet sted’ af Rachel Cusk og ’Noter til mig selv’ af Emilie Pine som begge handler om moderne kvindeliv og køn. Et sidste eksempel kunne være at læse noget af altid skarpe Marguerite Duras, for eksempel ’Det stille liv’. Eller gå på opdagelse i Håndplukket-udstillingen, hvor flere titler med relation til Årene’ bliver vist frem forskellige kategorier som Erindring og litteratur, Noget der ligner, Store franske forfattere og Andre Nobelprismodtagere.
Se alle forårets håndplukkede titler.

Materialer