
Forelskelse og forbrydelser i 70'ernes Helsingør
Af bibliotekar Hanne Pedersen
Kærlighed og ambitioner i Helsingør
Bogen handler om Søren Madsen, der bliver student i 1970’ernes Helsingør. Han er en ung mand med en ambition: Han vil være dommer i sin hjemby.
Søren møder den flippede pige Anna, og de forelsker sig og flytter sammen, da hans forældre dør under dramatiske omstændigheder. Men en dag forsvinder Anna uden spor. Søren leder, mens han klynger sig til sin ambition. Men uden Anna er den kun en tom og ensom illusion.
Jungleloven hersker
I Retsbygningen regerer Sørens mentor, dommer Helge Pontoppidan. Søren får sin eksamen og søger ind ved byretten. Retsmaskineriet kører, og loven håndhæves. Men andre steder i byen gælder jungleloven, som har sine egne regler for retfærdighed. Søren er alene i verden, men han giver ikke op, og hans stædighed bærer frugt på en måde, ingen havde regnet med.
Byen som ramme for dramaet
Jeg har altid syntes, at det var sjovt at læse en roman, der foregår i en by, man kender godt. Man kan følge karaktererne rundt i byens kroge og får åbnet øjnene for nye ting og steder. Det gælder fx også i Sissel-Jo Gazans ’Blækhat’, som fører dig ind i graffiti-miljøet i 1980’ernes Århus.
En herlig måde at lære det gamle Oslo at kende på er ved at læse Lars Saabye Christensens ’Byens spor I-IV’, der følger et par familiers skæbner i kvarteret Fagerborg fra 1950’erne til 1980’erne.