Fortiden spøger i Arnaldur Indriðasons ’Pigen ved broen’
Af bibliotekar Stine Strømsted
Fortid og nutid kobles elegant sammen
Konrad – en enspænderagtig enkemand og pensioneret politimand - kontaktes af et ældre ægtepar, fordi deres barnebarn, Danni, er forsvundet. Bedsteforældrene vil gerne undgå at trække politiet ind i sagen, fordi pressen så kan få nys om sagen. Dels fordi bedstemoderen er tidligere toppolitiker og dels fordi har Danni været involveret i narkosmugling.
Ved at trække på sine forbindelser i politiet finder Konrad den unge kvinde liggende død af en overdosis i en junkiebule.
En clairvoyant kvinde, kontakter Konrad for at få ham til at fatte interesse for en anden sag. Hun har flere gange ”set” en lille pige, der leder efter sin dukke. Snart er Konrad viklet grundigt ind i de to sager – mere end han selv bryder sig om - og sagerne om den forsvundne Danni og den lille pige hænger sært nok sammen, på trods af at der er 50 år imellem.
Vi bevæger os mellem det hårde, narkogældsplagede misbrugermiljø i nutidens brutalt byggeboomede Reykjavik og 1960’ernes tuberkulosinficerede fattigkvarterer i samme by. Konrads insisteren på at finde sandheden om Danni og den lille pige, driver ham frem. Det er fremragende gjort af Arnaldur Indriðason.
Mere Island i krimiform
Har man lyst til mere Island i krimiform, hvor de golde lavaørkner og lilleputmetropolen Reykjavik spiller med, er Yrsa Sigurðardóttir et fremragende bud. Hendes krimier er dog en tand mere barske end Indriðasons.
Flere genåbnede sager
Kan man ikke få nok af krimier, hvor omdrejningspunktet er genåbnede kriminalsager, er norske Jørn Lier Horsts serie om den snart pensionsmodne politimand William Wisting, i serien Cold Case-kvartet, læseværdig. Med stædighed, flid og nysgerrighed graver han sandheden frem i en række sager, der ellers har ligget henlagt.
