Foto: Tine Poppe

Hilde Rød-Larsen (N)

26.06.23
Den norske forfatter har med sine bare to romaner gjort sig stærkt gældende i den nordiske samtidslitteratur. I romanen Diamantaftener undersøger hun blikkets kraft, ambivalensen og overskridelsens karakter. Mød hende på NORD.

'Diamantaftener' stiller ægte, åbne spørgsmål. Det første dukker op i slipstrømmen af en kropslig erfaring: hovedpersonen begynder pludselig at tabe håret. Store totter af hår falder af, når hun står under bruseren. Hvorfor? 

I romanens tre afgrænsede dele, som springer mellem en jeg-fortæller og en 3.personsfortæller, undersøger Hilde Rød-Larsen en kvindes vej fra formativ ungdom og ind i voksenlivet. Og det er mødet med en god venindes far, en fremtrædende psykolog, der bliver omdrejningspunktet. Det er, som om han genkender hende. Han skal blive ved med at se og se og se hende. Men det, der måske først føles rigtigt, kan vise sig at være forkert. Hilde Rød-Larsen skriver både opløftende og foruroligende om genkendelsen som en form for eksistentiel næring og den gradvise erkendelse gennem skriften. 

Efter et interview med Rød-Larsen i danske Information om 'Diamantaftener', satte hun med et gang i samtalen om #Me-too i den norske kulturverden: ”Jeg mærkede, at det ubehag, jeg havde ved jeg-fortælleren, havde noget at gøre med mig selv. Jeg måtte blive i det ubehagelige. Jeg begyndte at forstå, at jeg skrev om noget, der var taget ud af mit eget liv, og som jeg selv trængte til at finde ud af.” 

På NORD taler Hilde Rød-Larsen med litteraturredaktør ved Information Peter Nielsen om romanen og den debat, som romanen har rejst. 

"En smuk fortælling om at tage magten tilbage ... Diamantaftener er en klog bog. Den er en selvrefleksiv rejse ind i erkendelsen ... Selv om Hilde Rød-Larsens roman er baseret på egne oplevelser og for nylig har ført til anklager mod en ældre psykiater, så løfter Diamantaftener sig fra at være en fortælling om en specifik # Me-Too-begivenhed til at være en smuk, dybsindig refleksion om de fortællinger, vi fortæller om os selv, og om at turde tage magten over sin egen historie."
-    Politiken 
 
HILDE RØD-LARSEN (N) (f. 1974) er uddannet sociolog fra London School of Economics. Hun er forfatter til romanerne 'Sommertid' (2019) og 'Diamantaftener' (2022). Hun arbejder desuden som skønlitterær oversætter bl.a. fra engelsk og dansk og har senest oversat Tine Høeg og Thomas Korsgaard til norsk.

Tags
Materialer