Foto: Fartein Rudjord

Ingeborg Arvola (N)

16.09.23
En dramatisk fortælling om Norge, som de færreste kender: Ingeborg Arvola er nomineret til Nordisk Råds litteraturpris 2023 for en roman, der løfter den kvænske og samiske kultur frem i lyset. Mød hende på NORD.

”Lad det, som har været, forsvinde bag mig. Lad det, der skal komme, fylde tankerne.”

Året er 1859. For den karismatiske, myteomspundne kvinde Britta Caisa går turen på ski fra Finland til Norge. Sammen med sine to sønner bevæger hun sig mod ishavskysten, hvor man efter sigende kan fange fisk hele året. Undervejs møder hun en gift mand, som hun indleder et hemmelighedsfuldt, lidenskabeligt forhold til. 'Kniven i ilden – sange fra Ishavet' er et både underholdende og litterært nordisk epos om nomadeliv, om kærlighed og en natur, der er større end mennesket. 

Romanen udkom i Norge i 2022 til strålende anmeldelser og en regn af prisnomineringer. Særligt de nuancerede personportrætter, sanselige beskrivelser af kærligheden, levende naturskildringer og Arvolas stilistiske og kompositoriske greb har imponeret kritikerne. 

”Kærlighed og sex af den forbudte slags, ægteskab der går i opløsning, forældre og børn som splittes, økonomi som krakelerer, et lokalsamfund som får noget at sladre om […] En sanselig, virkelighedsnær og svært poetisk bog.”

–   Klassekampen 

INGEBORG ARVOLA (N) (f. 1974) har skrevet en række bøger for voksne og børn, som hun har modtaget flere priser for. Kniven i ilden, som hun modtog den norske Brageprisen for i 2022, udkommer nu på dansk.
 

Tags
Materialer