""

Lars Kjædegaard skriver roman fra 70’ernes Helsingør

26.05.23
Krimiforfatteren Lars Kjædegaard rundede sidste år sin 15. bog i den populære serie om de nordsjællandske efterforskere Anita Hvid og Thor Belling. Den første bog om strømer- og kæresteparret Hvid og Belling kom i 2011, og handlingen i de forskellige romaner er fulgt med tiden op til nu.

Men nu har Lars Kjædegaard kastet sig over at skrive en murstensroman på over 800 sider, der foregår i hans egen by, Helsingør, i 1970’erne, hvor han selv var en ung mand.

Spændingsromanen, der udkommer den 14. august, hedder ‘Dommeren i Helsingør’, og det er en historie om kærlighed og forbrydelse i Helsingørs over- og underverden.

Kærlighed og ambitioner

Sakset fra bogens bagside: ”Søren Madsen bliver student i 1970’ernes Helsingør. Han er en ung mand med en ambition: Han vil være dommer i sin hjemby. Han møder den flippede pige Anna, og de forelsker sig og flytter sammen, da Sørens forældre dør under dramatiske omstændigheder. 

Men en dag forsvinder Anna uden spor. Søren leder, mens han klynger sig til sin ambition. Men uden Anna er den kun en tom og ensom illusion. 


Jungleloven hersker i Helsingør

I Retsbygningen regerer Sørens mentor - dommer Helge Pontoppidan. Søren får sin eksamen og søger ind ved byretten. Retsmaskineriet kører, og loven håndhæves. Men andre steder i byen gælder jungleloven, som har sine egne regler for retfærdighed.

Søren er alene i verden, men han giver ikke op, og hans stædighed bærer frugt på en måde, ingen havde regnet med.

Så er nysgerrigheden vakt, men vi må vente til bogen kommer midt i august.

Læs mere om Lars Kjædegaard og hans store forfatterskab på Lokal Forfatterweb – og sæt allerede nu kryds i kalenderen den 29. august kl. 17, hvor forfatteren kommer her på biblioteket og præsenterer sin nye bog.