Lokal forfatter Mikkel Rosengaard
Mikkel Rosengaard: "Mine tekster handler om, hvordan fortællinger forandrer vores liv."

Mikkel Rosengaard

12.06.20
Mikkel Rosengaard (f. 1987) skriver romaner for unge og voksne. Han bor i New York City, men er opvokset i Espergærde.

Har bl.a. skrevet

Forestillinger om Ana Ivan - Gyldendal, 2016
9 Forbrydelser – noveller for unge - Gyldendal, 2011
Videre – ungdomsroman – Gyldendal, 2010

Hvad skriver du om?

Mine tekster handler om, hvordan fortællinger forandrer vores liv. I dag lever vi størstedelen af vores vågne timer i fiktioner. Fra vi står op til vi går i seng, filtrerer vi verden gennem digitale fiktioner, og den gennemsnitlige amerikaner ser nu på en skærm ti timer om dagen.

Når vi lever mere i det virtuelle end i det virkelige, kan de fortællinger, vi opholder os i, forandre hele vores tilværelse. Om det er tre teenageres fantasier eller en kunstners eksperimenter er spørgsmålet for mig altid det samme: hvad sker der, når det forestillede, opdigtede og virtuelle ramler sammen med det fysiske, konkrete og virkelige?

Hvad inspirerer dig?

Mine historier møder jeg i kunstverdenen og på obskure egne af internettet. Jeg anmelder og skriver om kunst for bl.a. Weekendavisen, og møder mange sære fortællinger i New Yorks atelier og gallerier. Samtidskunsten er altid et af de første steder, hvor nye ideer afprøves. Mens vi andre vil væk fra afgrunden, kaster de bedste kunstnere sig derned med åbne øjne.

Også internettets fora og amatørhjemmesider er hjemsted for eksperimenter. Her afprøves nye identiteter, fællesskaber og måder at leve på. I de digitale verdener er vi mindre bundet af vore kroppe, og vores fantasier og forestillinger kan få frit løb. Som internettet vinder frem er virkeligheden begyndt at imitere fiktionen - ikke den anden vej rundt.

Har du et lokalt yndlingssted?

Bunkerne i Hornbæk Plantage.


Se flere lokale forfattere fra Helsingør kommune.