Med næsen i Læsesporet
Begynder dine boganbefalinger til dine børn med ordene: "Dengang jeg var barn, læste jeg ..."? Så er det nu og lige her, du kan finde inspiration til læsning på nye måder.
Af Biblioteket
Det er sundt at læse. Det giver større ordforråd, bedre hukommelse, koncentration og søvn, større empati og mindre tendens til ensomhed og stress. - What is not to like? Så der er god grund til at give dit barn multi-læsevitaminer og sammen med skolen støtte op om læsningen, både den første spæde og den, der følger.
Men hvad gør man, hvis datterens temperament slet ikke er til murstensromaner og tætskrevne sider? Og sønnike meget hellere vil spille Fortnite med vennerne?
Fortvivl ikke! På Læsesporet.dk findes et væld af inspiration og idéer til at styrke læseglæden hos børn og unge mellem 6 og 16 år. Alt er udviklet og afprøvet af bibliotekarer og familier landet over. Og alt du skal vide og bruge er blot få klik væk.
- Som forælder til børn og unge mellem 6 og 16 år kan du på læsesporet.dk få idéer, inspiration og viden om, hvordan du kan styrke dit barns glæde ved læsning.
- Uanset om dit barn er en bogorm, en læsehest eller overhovedet ikke gider at læse, så er det på læsesporet.dk, at du finder masser af inspiration til det, der kan blive til gode læseoplevelser.
Bookopoly, Smart Parat Svar Kahoot, podcasts og nyhedsbreve med flere tips
Prøv for eksempel et spil Bookopoly? På hjemmesiden ligger både spilleplade og vejledning. Eller hvad med at dyste i "Smart Parat Svar Kahoot", der byder på spørgsmål om mytologi, Disney og meget andet? ... Eller Læsebingo!, Drillepind og sjove udfordringer med Vitello?
Laesesporet.dk samler også en stribe relevante podcasts med boganbefalinger, samtaler med forfattere, verdens vildeste rekorder, nyheder formidlet til børn og meget mere.
Oprindeligt skrevet af
Hans Wendelboe Hviid Skov Bøcher, Aalborg Bibliotekerne