Logo for DR Romanpris formet som medalje.
Landet rundt er læsere med til at kåre vinderen af DR Romanpris

Stærke kandidater til DR Romanprisen 2024

12.03.24
De seks romaner, der er nomineret til prisen, diskuteres i disse måneder i flere af bibliotekets læseklubber.

Hvert år kårer DR sammen med lyttere og læseklubber fra hele landet årets mest interessante danske roman.
DR vælger i samråd med repræsentanter fra landets biblioteker seks kandidater blandt årets danske romaner og tester dem på læsere i hele landet. 

Hver måned fra december til maj læser og vurderer DR Romanklub-læseklubber på landets biblioteker den samme roman. En række af læsernes synspunkter og diskussioner bliver præsenteret for bogens forfatter i en månedlig udsendelse, som kan findes i DR Lyd.

I maj 2024 stemmer landets læseklubdeltagerne om, hvem der skal vinde prisen. Vinderen af DR Romanprisen 2024 kåres den 15. juni på Dokk1 i Aarhus, og LIVE på P1. 

De seks kandidater til DR Romanprisen

Kim Blæsbjerg: 'De bedste familier'

En vigtig og fængende fortælling om tavshedskultur, forurening og klasse- og kønskampe. Romanen beskriver et stykke fortiet danmarkshistorie om Cheminovas mange giftudledninger og forgiftning af arbejderne. Vi følger på skift to forskellige familier fra 1953-62: Arbejderen Niels, der via fabrikken sikrer familien bedre levevilkår og ingeniøren Jørn, der flytter til Vestjylland. Fabrikken knytter de to familier sammen, og der opstår et tæt bånd mellem Niels' og Jørns koner, Margrethe og Karin, og gennem dem oplever vi den spirende kvindekamp.


Peder Frederik Jensen: 'Rans vilje'

Med afsæt i stormfloden i 1872 skildres orienteringen mod nye tider og menneskets overlevelsesdrift på godt og ondt. En gammel sømand overlever flodbølgen på Lolland, da han havde forudset naturkatastrofen og bygget et hus, der kunne klare stormen. Efter stormfloden finder han en navnløs, levende pige, som han tager til sig. I kølvandet på stormfloden følger samfundets drømme om fremskridt, hvor driftige mænd ønsker at lave kystsikring. Men sømandens hus ligger netop, hvor de vil bygge, og det fører til et drama på liv og død og viser de tab, fremskridtet fører med sig.


Ditte Holm Bro: 'Hver gang du trækker vejret, indånder du støvet fra vores knogler'

I Ditte Holm Bros roman indånder vi støvet fra fortidens kvinder. Vi kommer helt tæt på to husmødre i 50'ernes Vestjylland, og det er de kvinder, vi står på skuldrene af i dag, mens kampen om ligestilling fortsat er aktuel. Ditte Holm Bro giver stemme og værdighed til vores mødres og mormødres historie; deres arbejde i hjemmet uden status og den klaustrofobiske sociale kontrol, de var underlagt. Romanens temaer er alment menneskelige; kvinder fastlåst i deres ægteskab, længslen efter et andet liv og uforløst seksualitet.


Theis Ørntoft: 'Jordisk'

Jordisk skildrer en familie gennem tre generationer fra 1967 til 2036. Bogens fem afsnit, der alle tager afsæt i en generation af familien, peger på et netværk af forbindelser mellem det enkelte menneske og dets ophav, samfundets økonomier og alt, hvad der ellers omgiver os.  Theis Ørntoft har en særlig evne til både at zoome ind på detaljen i det enkelte menneskes liv og zoome ud og male med den brede pensel, og på den måde får læseren en fornemmelse af, hvordan alting er vævet ind i hinanden, i historien, i naturen og i katastrofen. 


Malte Tellerup: 'Mestrene'

Mestrene er en autofiktiv skildring af sportskultur og foreningsliv. Malte Tellerup skriver om at være vokset op i en håndboldfamilie og have tilbragt de fleste af døgnets timer i en sportshal. Han stiller skarpt på maskuline ritualer og de sociale koder i omklædningsrummet og på det queer begær, som sportskulturen har mere end svært ved at rumme. Ud over at fortælle om vindere og tabere og en usund mandsdomineret halkultur, kredser 'Mestrene' om et kompliceret far/søn forhold, især efter forældrenes skilsmisse. 


Rasmus Theisen: 'Molbohistorier'

Molbohistorier er en fortælling om en verden i forandring. En folkhorrorroman, som er en allegori over klimakrisen, som betegnes "verdens største molbohistorie". Et regnvejr på Mols, der varer i et år, får de destruktive kræfter frem. Vi følger den lokale digter og gartner Viktor, kæresten Monika og deres datter, og hvad der sker, når ubearbejdede traumer fra barndommen får frit spil. Romanen kredser om forandringer og sammenbrud og foregår i to verdener: Den realistiske nutid og den mytologiske og horroragtige verden.

Tak for lån af indhold til Litteratursiden.dk

Materialer