Lektørudtalelse

Forfatter: Line Hoffgaard

Kort om bogen

Det er sengetid, men Ræven Sally har svært ved at falde i søvn. Natbjørnen Tjugga putter Sally og fortæller en historie om årstiderne. En tryg og rolig godnathistorie med søvnmeditative greb for de 1-3-årige

Beskrivelse

Det er sovetid, og Natbjørnen Tjugga hjælper sin ven Ræven Sally med tandbørstning og at få nattøjet på. Men Sally har svært ved at falde til ro, så Tjugga fortæller en godnathistorie om de fire årstider: om forårets træer og blomster, om sommerens varme, om efterårets hyggetid indendørs og vinterens kulde. Og så er Sally faldet i søvn. Forrest i bogen er der en kort forældreguide med enkle søvnmeditative greb, som bruges når historien læses højt. Formatet er lille og kvadratisk

Vurdering

En rolig og tryg godnathistorie med en dejlig billedside, hvor den søde Tjugga hjælper de mindste med at finde ro. Historierne om Tjugga kommer i to formater: et billedbogsformat med længere historier og et lille kvadratisk format med en kortere historie for de yngste. Denne udgivelse hører til sidstnævnte. Illustreret med akvareltegninger, der har et farverigt og positivt udtryk

Andre bøger om samme emne

Se de andre historier om Tjugga for de 1-3-årige: Natbjørnen Tjugga (For de allermindste) og Natbjørnen Tjugga & kærlighedsblomsterne (Blid og nænsom putning for de allermindste). En historie med søvnmeditation for større børn er: Elefanten der så gerne ville sove