Romanen starter med en eksplosion i en eller flere betydninger. Den løsriver Ramona fra hendes elskede Milan. Hendes verden braser sammen og hun må forsøge at genrejse den og sig selv. Hun kastes i favnen på den dæmoniske Bannister (gelænder, rækværk), som hun klynger sig til i en voldelig og mareridtsagtig verden, hvor Milans genfærd plager hende, og hvor hun har svært ved at fastholde sig selv i rollen som den voksne Ramona, der har lidt et tab. Sådan taler romanen på det ydre plan, men som læsere af vera winkelvir (1993) ved, skriver Kirsten Hammann ikke en prosa, der kun bevæger sig ud af een linie fra start til slut. Hun eksperimenterer med formen, tirrer og pirrer læseren med surrealistiske, næsten psykotiske træk, bruger løs af elementer fra forsk. prosagenrer og anvender koblinger, der får læseren til at forbløffes og overveje hvad det er der foregår. Det er flot og godt gjort - og snedigt, for du er nødt til at læse romanen mere end een gang. Den er et spændende eksempel på en tidssvarende, formsøgende roman om kærlighed og tab, om kvinde og mand i en opløselig, usammenhængende verden. For det eksperimenterende og yngre publikum, som også tog v.w.-bogen til sig