Efter Kirsten Hammanns meget roste debut med digtsamlingen Mellem tænderne, (1992), følger her hendes første forsøg i prosagenren. I det ydre benytter forfatteren sig af den klassiskedagbogsromans form, men dateringen fra juni 1991 til januar 1992 er til gengæld også den eneste kronologi og sammenhæng, som holder sammen på den fragmentariske historie om Vera Winkelvir, der påde første sider præsenterer sig: »Mit navn er Vera. Der er nogen der har opfundet mig«. Det er senmodemitetens æstetisk iscenesatte overfladeverden af knitrende cellofan, sølvkrymmel og lakhovedpersonen bevæger sig igennem, henvist til at udfylde de roller som forbrugersamfundet har behov for at fastholde hende i. Som romanen er uden egentlig udvikling fra begyndelse til slutning erVera Winkelvirs liv. Enhver forestilling om et menneskeliv som summen af historie og erindring er for længst opgivet og umuliggjort, (»Det betyder bare, at der bliver spillet mere og mere ind påbåndene«) og dermed også mulighedenaf at kunne skrive en episk sammenhængende roman i traditionel forstand. Det er en sort historie om fremmedgørelse og tingsliggørelse af menneskeligerealitioner, men romanens kvaliteter beror netop på at budskabet ikke lader sig sætte på så enkel en formel, fordi den er skrevet med en dyb, befriende humor og et gnistrende sprogligt talent. Detunivers KH lader læseren se ind i er både kvalmende og udsigtsløst, men kunstnerisk er der næring og overskud til lang tids forbrug