Oplev

Kong Peder er kommet på udstilling

Se udstillingen fra 8. februar - 9. april 2019

Udstilling: Valgt af folket

Oplev Af: Mette Z 17. Dec 2018 0 kommentarer
Tags: 
I 100-året for Helsingørs første folkevalgte borgmester blænder Biblioteket Kulturværftet op for en udstilling om demokratiets historie og Peder Christensen. Fra 8. februar til 9. april.

Det er 1892, og Århusdrengen Peder Christensen flytter fra barndommens Jylland til Sjælland og Helsingør for at gå i lære på Helsingør Værft.
På det tidspunkt var værftet byens største arbejdsplads, og den 18-årige knægts ankomst blev skelsættende for Helsingørs fremgang og udviklingen af den by, man kender i dag.

Helsingør skulle være Peder Christensens port ud til den store verden, men blev i stedet hans skæbne.

I år er det 100 år siden, at Peder Christensen blev byens første demokratisk valgte borgmester, og demokratiets indtog i byen fejres med en udstilling på Biblioteket Kulturværftet.
I 1906, hvor Peder Christensen fyldte 32 år, blev han valgt ind i Helsingør byråd, og i 1919 blev han borgmester.

Kong Peder er kommet på udstilling from TV3000 on Vimeo.

Udstillingen fokuserer på demokratiets og valgrettens historie og fortæller forløbet, der ledte til, at byen fik en demokratisk valgt borgmester. 

Desuden viser udstillingen historien om Kong Peder og tiden i Helsingør. Peder Christensen var borgmester fra 1919-1946 i en omskiftelig periode, hvor den tidligere sundtoldby udviklede sig til en moderne købstad. Boligbyggeriet stormede derudaf, der blev bygget elektricitetsværk og gasværk, og boliger til ældre skød op.


Udstillingen ”Valgt af folket” er skabt i samarbejde med de lokale historikere Lars Bjørn Madsen, Jan Horn Petersen, Tove Lund og Tom Sinding, samt Helsingør Kommunes Museer. Den kan ses på Biblioteket Kulturværftet, Fakta, Torv 1, 3. etage fra 8. februar til 9. april 2019.

 

 

Foto: Helsingør Kommunes Museer. 
Peder Christensen var en af de allerførste tillidsmænd på værftet og står på billedet i midten iført hvid jakke. "Kong Peder", som han blev kaldt, var værftsarbejder indtil 1906, hvor han blev valgt ind i byrådet. I 27 år var han borgmester. 

Tilføj kommentar

Materialer: