Hanne-Vibeke Holst – kvindeforkæmper, heftig debattør og en af Danmarks bedst sælgende forfattere

13.04.23
”Jeg kan ikke komme i tanker om andre danske forfattere – og slet ikke mandlige, der har måttet lægge ryg til samme skarpe kritik af sin person.” Sådan omtaler bibliotekar Hanne Pedersen den danske forfatter Hanne-Vibeke Holst, som trods en ualmindelig succesfuld karriere også er blevet udskældt for sine meninger og sit forfatterskab.

Af Hanne Pedersen, bibliotekar

Trives i modvind

Enten kan man lide hende, eller også kan man ikke, og så er hendes bøger ikke værd at læse. Med sin nordjyske ligefremhed og debatlystne stemme i det offentlige rum, har Hanne-Vibeke Holst gennem årtier været en person, der skiller vandene. Og måske trives Hanne-Vibeke Holst godt i modvind? I hvert fald har hun haft en fantastisk forfatterkarriere – og trods kritiske røster kunnet boltre sig i den ene succes efter den anden inden for mange forskellige genrer.

Født i Hjørring i 1959, og som datter af forfatterparret Kirsten og Knud Holst lå det måske i kortene, at hun skulle gå forfatter-vejen. I 1984 blev Hanne-Vibeke Holst uddannet journalist, og allerede som 21-årig debuterede hun med ungdomsromanen ’Hejsa, Majsa’, som stadig lånes ud fra børnebiblioteket.

Op igennem 1980-90-erne skrev hun en række meget læste romaner for unge, ’Louise-trilogien’ og ’Therese-trilogien’. I 1999 kom den første rigtige bestseller ’Min mosters migræne’ – en bog om 100 års kvindeliv på baggrund af forfatterens egen familiehistorie.

Altid klar på at kaste sig ud i noget nyt

I 2002-2008 kom hendes tre politiske thrillere ’Kronprinsessen’, ’Kongemordet’ og ’Dronningeofret’, som alle blev omskabt til spændende og succesfulde tv-serier af instruktøren Kathrine Windfeld. De stærke romaner kom en del år før ’Borgen’ men har mange af de samme ingredienser: engagerede kvindelige politikere med knas i parforholdet, magtkampe, alliancer og svig.

”Vi sku ha lyttet til Hanne-Vibeke Holst”

Kvinders svære vilkår i politik, kunst og offentligt virke har altid ligget Hanne-Vibeke Holst på sinde, og hun er gerne gået i brechen for at gøre opmærksom på uretfærdighederne. I 2004 kastede hun sig ind i en heftig ordkrig med musikere som Niarn og Jokeren i hiphop-miljøet om sexistisk sprogbrug i dansk rap. Hvor kvinder blev omtalt som ludere, fisser, kællinger og søer. Hendes - med nutidens øjne - helt relevante kritik blev mødt med mediernes bekymring for ytringsfriheden og beskyldninger om tantemoral.

I 2021 måtte den kvindelige rapper, Sulka, trække sig fra offentligheden pga. sexisme og grænseoverskridende adfærd fra kolleger i miljøet. Et par år senere var hun dog klar med en ny sang ’LA NU VÆR (H.V.H.)’, hvor hun synger: ”Vi sku ha lyttet til Hanne-Vibeke Holst”.

Svigt i familien

I starten af 2010’erne fokuserede Hanne-Vibeke Holst på familien, den skrantende kommunikation mellem generationerne og alle hemmelighederne.

Først i romanen ’Undskyldningen’ fra 2011, der handler om tre generationers utroskab og løgne, og hvad det fører med sig.

Senere i 2013 kom den store biografiske roman om hendes egen far ’Knud, den Store’, der var en anerkendt digter og novelleforfatter, men hvis ægteskab og forfatterskab krakelerede. Bogen fik fine anmeldelser og blev læst ikke bare som en kritik af farens svigt af familien, men også som en hyldest til mønsterbryderen og forfatteren Knud Holst.

En bog om corona – før corona

Tre år før coronaen brød ud, i 2017 udkom Hanne-Vibeke Holsts mursten af en roman ’Som pesten. Ned til mindste detalje beskriver hun, hvordan en dødelig influenzapandemi bryder ud, og hvordan den bliver tacklet af politikere og sundhedsmyndigheder. Når man, som jeg, havde læst romanen inden marts 2020, var det næsten, som om corona-nyhederne var inspireret af ’Som pesten’. Så fremsynet og velresearchet var bogen.

Tilbage til kvinden i en mandsdomineret verden

Den 26. april besøger hun Biblioteket Kulturværftet med sin seneste roman ’Kriger uden maske’, Bogen er om billedkunstneren Sonja Ferlov Mancoba (1911-1984), som bryder ud af borgerskabets lune rammer og blive kunstner i en mandsdomineret verden.

I dag betragtes Sonja Ferlov Mancoba som en af nyere tids mest betydningsfulde danske kunstnere. Bogen har fået 5 ud af 6 stjerner i både Politiken, Berlingske Tidende og Kristeligt Dagblad, og mon ikke også den begejstrer læserne?

Materialer