Bibliotekar Anette Thede med årets bøger
Linn Ullmanns MeToo-roman er en af bibliotekar Anette Thedes favoritter.

De ti bedste udenlandske romaner i 2022

21.12.22
Udvalgt af bibliotekar Anette Thede, som har sin daglige gang blandt bibliotekets flere hundrede tusinde bøger.

Forside af Pige 1983

Ullmann, Linn: Pige, 1983

Norge har endnu ikke haft den voldsomme MeToo-bølge, som har rullet hen over Sverige og Danmark. Men der var stor debat i Norge, da denne selvbiografiske roman udkom.

Et møde mellem Linns 1983- og 2021-jeg. En selvrefleksion over hendes turbulente liv som 16-årig i Paris. Mens moderen sad hjemme i Skandinavien, dybt bekymret.

 

Forside af Vand til blomster

Valérie Perrin: Vand til blomster

Den er blevet kaldt ’Den Smukkeste Roman i Verden’, og den fik efter sigende Frankrig helskindet gennem lockdown. En stilfærdig fortælling om kirkegårdspasseren Violette, der ’våger over de levende og de døde’. Præsten, graverne og bedemændene er stamgæster og popper forbi for at drikke kaffe, få lidt mad og snakke.

Bogen udkom til jul sidste år, men det var den mest udlånte roman på biblioteket i 2022, så den har sneget sig med på dette års oversigt.

Til paradis

Hanya Yanagihara: Til paradis

Verdenslitteratur over 700 sider i tre forskellige perioder af USA's historie: 1893, 1993 og 2093.

Som i forgængeren ’Et lille liv’ kredser handlingen om homoseksuelles forhold, i den sidste del tilsat pandemier, klimakatastrofe og konspirationsteorier. Holder romanens profetier kan USA mutere over til et halvfascistisk teknokrati.

 

Forside af Analfabeten

Agota Kristof: Analfabeten


Som 21-årig flygtede Kristof fra det sovjetbesatte Ungarn over Østrig og ind i Schweiz. I denne 60 sider-lange selvbiografiske fortælling fortæller hun om, hvordan det er at være flygtning og reelt analfabet i sin nye hjemland.

’Nok er det en lille bog, men det er stor litteratur’ skrev Information.

 

Forsiden af Mit Abruzzo

Per Petterson: Mit abruzzo

Norske Per Petterson har mange fans i Helsingør, og denne vil ikke skuffe. Abruzzo ligger i Mellemitalien, og her blev den italienske antifascist Natalia Ginzburg isoleret af diktatoren Mussolini i 1930’erne.

Isoleret er Per Petterson også under pandemien, og han begynder at skrive dagbog. Han er fanget i en skriveblokering, og her er det de nære oplevelser, der præger hans liv. Solsorten uden for vinduet, hans daglige løbetur og gården, der skal passes.
 

Forside af Mine mænd

Victoria Kielland: Mine mænd

En litterær fantasi om USAs første kvindelige seriemorder! En sansemættet og sær fortælling om den norske indvandrer Belle Gunness, som lokker sine ofre til sig via kontaktannoncer og som myrder over 30 børn, kvinder og mænd. 

’En virkelig original roman’, sagde bibliotekets litteraturkonsulent Gro Frank Rasmussen ved et arrangement på biblioteket i december.

Forside af Brænd alle mine breve

Alex Schulman: Brænd alle mine breve

’Sikke en kærlighedshistorie! Sikke en kærlighedstragedie! Sikke et livsdrama!’, skev Jyllandsposten om denne roman, hvor Alex, forfatter og far til tre indser, at han bærer på en enorm vrede, et underliggende mørke, der skræmmer hans børn og hustru.

Han sætter sig for at finde ud af, hvor vreden stammer fra. 

Forside af stencirklen

Elly Griffiths: Stencirklen

Med lige dele underspillet britisk humor og feministiske kommentarer fortsætter Elly Griffiths med at levere gedigne engelske krimier.

I denne selvstændige 11. del  støder arkæologen Ruth Galloway på liget af en 12-årig pige, som forsvandt for 30 år siden.

 

Forside af Ulvespring

Kerstin Ekmann: Ulvespring

Ulf er jæger og har aldrig før sat spørgsmålstegn ved menneskets udnyttelse af naturen, Men da han får en smuk hanulv på kornet og ser lige ind i dens øjne, fortryder han pludselig, hvordan han har været med til at ødelægge naturen.

Ekmanns roman rummer traditionen tro også et spændingsspor, men er først og fremmest et dirrende indlæg i klimadebatten.

 

Forside til Stern 111

Lutz Seiler: Stern 111

Da muren blev væltet i 1989 strømmede østtyskerne optimistisk til Vesttyskland. Nu skulle de have frihed, forbrugsgoder og velbetalte job. Men sådan gik det ikke for alle. Østtyskerne blev set ned på og blev ofte ikke regnet for noget.  Således også i Stern 111, hvor Carls forældre søgte mod det forjættede vest, mens Carl selv blev tilbage og hutlede sig frem i et land i opløsning.

Anbefales til alle, der interesserer sig for Europas historie i eminente litterære gevandter.

 

Se også anbefalingerne af årets bedste danske romaner.