Bibliotek

Fællesskaber på bibliotekerne
Helsingør Kommunes Biblioteker har en række aktiviteter, hvor fællesskabet er i centrum. Morgensang foregår hver tirsdag kl. 8.30 på Kulturværftet, debat-arrangementerne Go’ morgen Helsingør afholdes fredagen kl. 9.00. Med undtagelse af torsdag den 21. november, hvor Helsingør Dagblad og Frederiksborg Amts Avis mødes kl. 17.

På bibliotekerne dyrkes fællesskabet

Bibliotek Af: Biblioteket 4. Oct 2019 0 kommentarer
Arrangementer med fællesskabet i centrum er en stor succes for kommunens biblioteker. Når vi er sammen om at skabe, bliver oplevelsen større, siger bibliotekar Dorthe Lykkegaard.

Klokken er netop passeret halv ni tirsdag morgen på Biblioteket Kulturværftet. En stor flok morgenfriske borgere er igen samlet, og stemmerne varmes langsomt op med få øvelser, som pianisten står for.

”Det er jo så skønt at synge,” siger en af de trofaste morgensangere.

Morgensang på Kulturværftet har været i gang siden maj 2018, og siden da er opbakningen kun blevet større. Hver tirsdag med undtagelse af sommerferien mødes en fast gruppe frivillige pianister og sangere med mellem 50 og 80 morgenfriske, der deltager i morgensang.

Morgensang

Dorthe Lykkegaard, der er bibliotekar på Helsingør Kommunes Biblioteker, arrangerer sammen med kollegaen Hanne Pedersen og en gruppe frivillige Morgensang på Værftet. Hver torsdag lægger hun den næste uges program på bibliotekernes Facebook-side, så deltagerne kan øve sig hjemmefra. Dorthe er også med til at arrangere nyhedscaféen Go’ morgen Helsingør, hvor fremtrædende lokale stemmer fredag morgen debatterer den lokale, regionale og internationale mediedagsorden sammen med de fremmødte helsingoranere ledsaget af kaffe og croissanter.

”Vores opfattelse er, at når vi er sammen om eksempelvis at synge eller debattere, så bliver oplevelsen større,” siger Dorthe Lykkegård

Mediedebat

Nyhedscaféen Go’ morgen Helsingør har siden starten i efteråret 2017 vokset ud over alle bredder, og biblioteket har været nødsaget til at opjustere antallet af pladser og flytte til en større scene. I starten var der omkring 20 gæster, mens der til sæsonafslutningen i slutningen af april var over 100 gæster på den sidste nyhedscafé.

”Det er klart, at sangen i sig selv eller debatten i sig selv kan være interessant for nogle at komme og høre. Men jeg tror på, at sammenholdet, snakken med sidemanden/-kvinden  - eller deres sangstemmer i øret  - og oplevelsen af fællesskab er en del af forklaringen på, at så mange kommer. Og endnu vigtigere: at dem, der kommer, er glade,” siger Dorthe Lykkegaard.

Bibliotekerne inviterer indenfor til en række faste arrangementer som strikkecafé, Sokratescafé, it-café m.m. Se mere på helsbib.dk og bibliotekernes Facebookside.

Tilføj kommentar