Musiker Morten Køie. Foto: Louis Lauersen
Foto: Louis Lauersen

Tidligere Turboweekend-medlem lancerer ny musik på NORD

12.08.20
Musiker Morten Køie debuterede i 2019 med sit soloprojekt, og nu har han kastet sig over at sætte musik til Bjørn Rasmussens prisnominerede digtsamling Ming (2015).

Under navnet Mr. Koifish har den tidligere Turboweekend-bassist Morten Køie skrevet musik over Bjørn Rasmussens digtsamling ’Ming’. Det er skarp og pulserende dansk psych-pop, der understøtter digtenes rørende og dystre univers. Hør det for første gang når Mr. Koifish afslutter fredagens program med en koncert. 

STORE SCENE FREDAG D. 18. SEPTEMBER KL. 20.00 - 21.00

Morten Køie forklarer selv om projektet: “At være en god musiker og sangskriver er ikke altid ensbetydende med at være en god lyriker. Det har derfor været både inspirerende og udfordrende at få æren af at sætte musik til Bjørns tekster. Jeg lånte Ming af en ven for to år siden og jeg blev draget af Bjørns beskrivelser af sorg, selvhad, død og skrøbelighed, der på en gang er både poetisk, bevægende og til tider sorthumoristisk.

Jeg har siden drømt om at sætte musik til de følelser, hans lyrik beskriver. Jeg valgte åbent og ærligt at sende Bjørn et bud på musik til hans tekster, og jeg kan ikke beskrive, hvor glad og stolt jeg er for at få lov til at arbejde med Ming.“
Det musiske værk er i sin fulde længde på omkring 6 numre, og rammer gaderne lige omkring NORD 2020. 

Morten Køie (DK) (f. 1981) var med til at stifte bandet Turboweekend, der fra 2006-2018 vandt anerkendelse blandt kritikere og publikum i ind- og udland og modtog priser som Danish Music Awards – årets danske liveband, Gaffa-prisen og P3 Guld.
Turboweekend spillede på en lang række festivaler som Roskilde Festival, SMUK-festival og Grøn Koncert, før de i 2018 gik hver til sit og Morten Køie gik solo.
På NORD optræder Morten Køie med keyboardspiller Anders Stig Møller, som også var en del af Turboweekend. 

Materialer