Foto af Morten Sabroe
Vi hylder Morten Sabroes liv og forfatterskab med en gennemgang af hans vigtigste udgivelser. Foto: Politikens Forlag

En hyldest til Morten Sabroe

07.06.23
Morten Sabroe var en ener inden for dansk litteratur og journalistik. Hans tekster var præget af en ukuelig vilje til at dele ud af personlige erfaringer for at belyse temaer såsom identitet, kærlighed, familie og oprør.

Mellem virkelighed og fiktion

Fælles for Sabroes virke som journalist og forfatter var, at han skrev med en overbevisning om, at man ikke nødvendigvis kan sætte lighedstegn imellem virkelighed og sandhed. Han beskrev virkeligheden fra sit eget ståsted og betvivlede aldrig, at den kunne se anderledes ud, hvis den blev udfoldet fra den anden ende af bordet. Dette kom også til udtryk i hans flydende sondring mellem fiktion og biografi, der fuldstændigt opløses i de af hans romaner, som tager udgangspunkt i barndomshjemmets privilegier og hans problematiserede familie. 

Gonzo helt ind til benet

Morten Sabroe var umiskendeligt inspireret af Gonzojournalistikkens mester, amerikanske Hunter S. Thompson, og det er gennem det personlige engagement i teksterne, brugen af de stærke stemningsbilleder og den utraditionelle tilgang til materialet, at hans kærlighed til Gonzo-stilen viser sig klarest.
Med sin derudover direkte og til tider grove ordlyd, blev Sabroe en polariserende stemme blandt faste avislæsere. Hans tekster indeholder hverken bløde hjørner eller lette konklusioner, og hans agenda beroede ofte på at udstille og dekonstruere det glansbillede af Danmark, som han mente lå inkorporeret i landets selvfortælling.
Du kan læse et udvalg af Morten Sabroes vigtigste journalistiske bidrag i samleværkerne: ’I svinets hjerte’, ’En luder steg af toget’ og ’Rejsen til Amerika – og andre vilde skud’. 

Autofiktive sværvægtere

Siden forfatterskabets spæde begyndelse i 1970’erne har Sabroe mestret romangenren, autofiktion. Hans bearbejdelse af bruddene med den nærmeste familie formede sig som en række ærlige, oprørske og fandenivoldske romaner om ungdommens frihed og jagten på et meningsfyldt liv i en individualistisk verden. Med debutromanen, ’– men ude i kulissen’, behandler Sabroe for første gang tematikken om opgøret med den snærende borgerlighed. Et tema, der går igen i blandt andet gennembrudsværket ’Sidste Tog’, der portrætterer Sabroes årelange opgør med opvækstens privilegier og stiller skarpt på den faderens åndsfravær. 
Flere autofiktive værker af Morten Sabroe: ’Du som er i himlen’, ’Kærlighedskrigeren’, ’Fader Vor’, ’Mit halve hjerte, mit hele liv’ og ’Der var engang en familie’.

Samfundssatire i højeste potens

Morten Sabroes pen var særligt skarp, når han rettede den mod hullerne i de danske samfundsstrukturer. Med sprogligt overskud og (selv)udstillende humor fremskrev han hykleriske karakterer, der på pinlig og ofte ynkelig vis afslører det moderne menneskes hang til selvcentrering og totale forglemmelse af sund morale. Romanerne i denne kategori ansporer både latter og udvidet selvindsigt hos læserne. 
Du kan med fordel læse ’32 centimeter’ eller ’Libido’, hvis du søger en morsom vinkel på MeToo- og kønsdebatten. Den sortsatiriske roman ’Hoffmans’ er til dig, der ikke er bange for at grine af, at verden til tider er et absurd sted at befinde sig i.

Snyd ikke dig selv for at læse disse

Morten Sabroe var en produktiv forfatter, der nægtede at klamre sig fast til specifikke genrer og former. I hans repertoire finder man, udover ovennævnte kategorier, også krimier, psykologiske thrillers og pubertetsromaner. Her får du et udpluk af Sabroes bedste af slagsen: ’Tre beretninger om Marion’, ’Manden der kaldte sig mor’, ’Det 13. spil’ og ’Evig troskab’.
 

 

Materialer