Forsiden af lokale forfatter Michael Fords nye spændingsroman ’Maverick’
Michael Ford ’Vær mod andre, som du ønsker, de skal være mod dig’

Michael Ford aktuel med ny roman, der foregår i Idlib, Syrien

22.06.20
Den lokale forfatter Michael Fords nye spændingsroman ’Maverick’ tager sin begyndelse i den rene idyl, en sommersøndag formiddag på Langebro i Ålsgårde.

Den pensionerede Tom Smith fortæller - på opfordring - sin livshistorie til sin unge advokat, Martin. Denne har flere ældre kunder, som han udarbejder testamente for - og skriver biografiske bøger om. Det lyder jo umiddelbart sympatisk, men det videre forløb skal vise sig at indeholde en helt anden dagsorden, som ud over advokaten omfatter Toms husholderske Anna, hans syriske elev Amira samt hans bedste ven Ahmad Ramadan i Beirut.

Toms sidste rejse fører os ned til det syriske krigshelvede i Idlib-provinsen, hvor den gamle eventyrer står over for sit livs største – og sandsynligvis sidste prøvelse. Han skal forsøge at redde Amira, der under et besøg hos sin aldrende mormor i Aleppo er blevet kidnappet af en bande, hvis leder sidder i fængsel i Danmark. Lederens advokat hedder Martin Hansen, og han har lige fået bandelederen godkendt til en rejse til Libanon for at besøge en såkaldt døende tante.

Denne roman er den femte og sidste i en række af fem spændingsromaner – Den 13. kriger, Fredsmægleren og Jerusalem (KOMA-serien), Holger Danske og nu Maverick – som forbindes af tre gennemgående hovedtemaer – fremmedgørelse, terror og identitet i et afvekslende, geopolitisk perspektiv med de tre hovedpersoner John Doe, John Abdul Ali Hansen og Tom Smith.

Michael Fords nye spændingsroman ’Maverick’ udkommer den 26. marts 2020 på forlaget EgoLibris. 

Læs mere om Michael Ford på Lokal Forfatterweb eller på forfatterens hjemmeside https://michaelford.dk/

Se flere lokale forfattere fra Helsingør kommune.