Olav Hergel, Pia Stærmose og Anette Leck fortalte om lyse og mørke sider i familien

11.01.24
Tre lokale forfattere Olav Hergel, Anette Leck Troelsen og Pia Stærmose mødtes lørdag den 20. januar 2024 til en miniudgave af Lokal Bogdag ’Lys og mørke’ på Espergærde Bibliotek

Familien er ikke altid den trygge base

Omkring 70 litteraturinteresserede espergensere var mødt op og fik en interessant eftermiddag i litteraturens tegn, da de tre meget forskellige forfattere fortalte om tankerne bag deres aktuelle bøger. Først præsenterede journalist og forfatter Olav Hergel sin seneste roman, der er selvbiografisk. Derefter kom Anette Leck Troelsen og Pia Stærmose på scenen med deres to fiktive historier. Fælles for dem alle er, at de er optagede af mørket og lyset i familien - i kærligheden til familien, men også når noget går skævt.  

Lys og mørke

Olav Hergels autofiktive bog 'Jeg husker dagen som lys’ handler om forholdet til moren Benedicte og om, hvordan hendes psykiske problemer efter bruddet med digteren Thorkild Bjørnvig bliver afgørende for både forfatteren selv og hans søster. Olav Hergel blev interviewet af bibliotekets litteraturkonsulent Gro Frank Rasmussen.

Også Anette Leck Troelsen og Pia Stærmose har skrevet om mørke familieforhold. Anette Leck Troelsen i sin stærke kortroman ’Gemt’, der handler om psykisk og fysisk vold i parforholdet. Og Pia Stærmose, der med romanen ’Stille nu’ fokuserer på miskommunikation og kærlighed, der kan gå galt mennesker imellem. Det var Louise Klinke Øhrstrøm, der var moderator for deres kloge samtale. Hun er udover at være freelance redaktør og oversætter, også en af Helsingørs lokale forfattere.

I pausen mellem de to programpunkter kunne gæsterne købe kaffe, te og kage i Café Kaffeblomst’s pop up-café på biblioteket. 
 

Materialer