Lindely – idyl eller ej? - Ny roman fra Astrid Saalbach

23.01.24
I efteråret 2023 udkom forfatter og dramatiker Astrid Saalbachs roman ’Lindely’. Astrid Saalbach har udgivet alt fra romaner, skuespil, noveller til TV-spil.

Romanen handler om to døtre, Tine og Ida, der gennem et længere forløb forsøger at sikre deres far en værdig død. Deres far, hovedkarakteren Thorkil, der er i 90’erne, følger vi gennem en indlæggelse på hospitalet, et aflastningshjem og til sidst et plejehjem.

Uventet omsorg

Om døtrene står der i romanen: ”De havde set frem til at svigte ham, når han blev gammel og fik brug for dem, som tak for hans mange svigt. Men da muligheden bød sig […], begyndte de at besøge ham i tide og utide. Hjælpe ham med alt.”

Indlevende og genkendelig fortælling om livets slutning

Flere aviser anmelder ’Lindely’ rigtig fint. Journalist Amalie Langballe skriver f.eks. i Weekendavisen: ”Jo tættere Thorkil kommer på døden, des mere nøgtern bliver Astrid Saalbach prosa, og det er så afgjort der, hun er stærkest. Dygtigt indfanger hun hospitalsvæsenet i al sin omsorg og brutalitet. Måske endda kærligheden”.

Lilian Munk Rösing skriver også i Politiken: ”Bogen indfanger fint en række erfaringer, som jeg tror, mange pårørende til en plejekrævende ældre kan nikke mere eller mindre genkendende til.” 

Rødder i Helsingør 

Astrid Saalbach er opvokset i Helsingør og bor i dag i København. Hun har en lang forfatterkarriere bag sig, så vel som et skuespillervirke. 

 

Både ’Lindely’ og mange af Astrid Saalbachs andre udgivelser kan naturligvis lånes på biblioteket.

Læs mere om Astrid Saalbach på Lokal Forfatterweb
 

Materialer