En indre og ydre rejse med Henrik Sylvest

06.12.23
I 1969 drog den dengang kun 20-årige Henrik Sylvest sammen med en gruppe venner på en skelsættende rejse til Nepal for at opleve landet og de mange bevidsthedsudvidende stoffer, fx LSD, der var let adgang til derovre.

Nu godt 50 år efter har han skrevet en bog om sin skæbnesvangre rejse, der førte til en stofudløst psykose, og om den efterfølgende indlæggelse og behandling. 

’Nepal tur retur 1969’ 

- hedder bogen, og med undertitlen ’En indre og ydre rejse’ er kompasset sat. Vi følger dannelsesrejsen til Nepal og de mange fantastiske rejseoplevelser i fremmede og meget gæstfri kulturer. Tidens fascination af Østens mystik og det psykedeliske er en del af rejsen, ligesom den frie ungdom. Samtidig følger vi rusmidlernes transcendentale effekt og psykosens gradvise udvikling helt tæt på.

Hjemme igen er vi med inden for murene på Sankt Hans og Oringe, som giver et sjældent indblik i datidens psykiatri og behandlingsmetoder.

Viden om psykoser i dag

Bogen giver også en kort beskrivelse af den viden, vi i dag har om psykoser. Raben Rosenberg, dr.med. og speciallæge i psykiatri, har skrevet bogens appendiks – fakta om psykoser og de typiske  symptomer, årsager, forløb og behandlingsmuligheder.

Om Henrik Sylvest

Henrik Sylvest, der bor i Højstrup, er uddannet lærer og har arbejdet på forskellige behandlingsinstitutioner for børn og unge.

Læs mere om Henrik Sylvest på Lokal Forfatterweb.

Materialer