NORD - Nordisk Litteraturfestival 2019
Fredag d. 13. og lørdag d. 14. september på Kulturværftet, Helsingør

Vigdis Hjorth

Af: Biblioteket 4. Apr 2019 0 kommentarer
Vigdis Hjorth besøger NORD med en roman, inspireret af en af de helt store kvindeskikkelser i den nordiske dramatik, Henrik Ibsens Hedda Gabler.

Vigdis Hjorth besøger NORD med romanen ’Henrik’, inspireret af en af de helt store kvindeskikkelser i den nordiske dramatik, Henrik Ibsens Hedda Gabler. I Hjorths roman er hovedkarakteren en mand, og handlingen henlagt til i dag.

Om arbejdet med bogen, siger Vigdis Hjorth: ”Min opgave har været at transformere ideen om Heddas følelser, om Heddas frustration, Heddas ønske og længsel efter noget stort og overføre det til i dag. Hvem er det, der har denne oplevelse af tilværelsen i dag?”

I ’Henrik’ er hovedkarakteren nygift og står til at overtage og køre familiens benzintank. Hans kone er gravid og trænger ofte til at få masseret sine hævede fødder, og høre Henrik give svar på alle de små ting, som uafbrudt falder hende ind at spørge ham om. Og hvorfor svarer han hende egentlig ikke, skal hun tage det som en afvisning, afviser han hende, gør han?

”Var det ikke blevet fint. Syntes du ikke det er fint.

             Selvfølgelig er det fint. Fint og smukt alt sammen, fantastisk, sagde han.

             Han prøvede ikke at være ironisk.” 

Henrik har svært ved at forlige sig med de hverdagslige trivialiteter, som er begyndt at spænde hans tilværelse ud. Han bliver desperat. Føler livslede. Foragt. Og netop da, vender en kunstner, han tidligere har haft et heftigt forhold til, tilbage til byen.  

”Det er med sit heterogene overskud – vitaliteten, det besværlige, ambivalensen, rusen, seksualiteten, kærligheden, ensomheden, den begejstrede skålen og skrålen – at Hjorths litteratur lever og griber efter en plads i centrum af kulturen.”
- Bernhard Ellefsen, Vagant

IBSEN NOR – PÅ NORD.

Romanen er en ud af tre romaner, der under titlen Ibsen NOR lanceres på NORD. Navnet er afledt af tre nordiske forlags forbogstaver. Nemlig Natur & Kultur (Sverige), Oktober (Norge) og Rosinante (Danmark), som sammen har iværksat projektet, hvor tre nordiske samtidsforfattere er blevet inviteret til at skrive en roman inspireret af Henrik Ibsens samtidsdramaer.

De to andre forfattere, som man også kan møde på NORD, er Merete Pryds Helle (DK) og Klas Östergren (S).

VIGDIS HJORTH (NO) (f. 1959) er en af de helt centrale skikkelser i den norske samtidslitteratur. Hjorth er oversat til flere sprog og har vundet et utal af priser i Norge, blandt andet Gyldendalprisen i 2010 for sit samlede forfatterskab. I 2006 kårede Dagbladets læsere 'Om bare' (2001) til én af de vigtigste romaner de sidste 25 år.

Hjorth fik i 2016 sit store kommercielle gennembrud I Danmark med den anmelderroste roman 'Arv og miljø'; en historie om et arveopgør mellem søskende, om overgreb og tabuets magt, der bevæger sig ind i grænselandet mellem virkelighed og fiktion. Bogen vandt blandt andet Bokhandlerprisen, Kritikerprisen og var nomineret til Nordisk Råds litteraturpris 2017.

Foto: Agnete Brun

 

NORD 2019 er støttet af:

 

Tilføj kommentar

Materialer: