Mød Rosa Liksom på nORD

Rosa Liksom

Af: Biblioteket 25. May 2018 0 kommentarer
”Så smukt skrevet at det er ren magi”. - Sofi Oksanen.

En af den finske samtidslitteraturs helt centrale skikkelser, Rosa Liksom, besøger nORD med ’Oberstinden, en roman om magt, om at tage den eller underkaste sig den – som kvinde og som stat. Romanen fik fremragende anmeldelser ved udgivelsen i Finland og er shortlistet til den fornemme Runeberg-pris.

En ældre kvinde fortæller om sin barndom i mellemkrigstidens Finland, hvor morens hårde tugt og den elskede fars begejstring for den heroiske germanske ånd, præger barndommen for den lille pige. Senere, da hun er blevet en ung kvinde, falder hun i armene på en ældre, magtsyg oberst, der er overbevist nazist. Da kvinden i en sen alder omsider kommer fri af det voldsomme ægteskab, åbner en ny og sanselig verden sig for hende.

Ligesom landsmændene Sofi Oksanen og Kjell Westö, skriver Rosa Liksom sig ind i de historiske traumer og fortrængninger, som en nation kan bære på.

Rosa Liksom

Da forfatteren Anni Ylävaara (f. 1958), med kunstnernavnet Rosa Liksom, trådte ind på den finske litterære scene med sin første bog, novellesamlingen ’Stoppested for en nat’ (1985, da. 1988), var begejstringen enorm.

Hun formåede længe at holde sin sande identitet skjult, også selvom hun deltog i kunstperformances, offentlige begivenheder og bogsigneringer. Det vakte også opmærksomhed, at Liksom skrev på en nordfinsk dialekt, som ikke tidligere var blevet dyrket i litterære kredse. Liksom har frit og utvungent bevæget sig mellem noveller, romaner, børnebøger, dramatik og tegneserier.

I 2013 fik hun sit internationale gennembrud med romanen Kupé nr. 6, der blev hædret med Finlandia-prisen og nomineret til Nordisk Råds litteraturpris. Hendes bøger er oversat til 20 sprog. Liksom boede som ung flere steder i verden, bl.a. en årrække på Christiania i København. Hun er nu bosat i Helsinki.

Foto: Pekka Mustonen

Tilføj kommentar