NORD - Nordisk Litteraturfestival 2019
Fredag d. 13. og lørdag d. 14. september på Kulturværftet, Helsingør

Nye Ibsen-romaner ser dagens lys på NORD-festival

Af: Biblioteket 4. Apr 2019 0 kommentarer
De første navne til NORD 2019 er klar. Vigdis Hjorth, Klas Östergren og Merete Pryds Helle lancerer deres fortolkninger af Henrik Ibsens værker på Danmarks største festival om nordisk litteratur.

Der er gået 140 år siden, at Henrik Ibsen skrev 'Et dukkehjem' i 1879, men kan datidens skildringer sige noget interessant om kønsroller og samfundet i dag?

På NORD – Nordisk Litteraturfestival, offentliggør Merete Pryds Helle sin nye roman om Ibsens Nora og fortæller om tankerne bag nyfortolkningen af klassikeren.

”Ibsens nærvær bryder illusionen om, at nutiden er unik. Det er den ikke, og fortidens samfund havde lige så store brudflader og konfliktlinjer, som vi oplever det i dag. Og det er Ibsens værker en god påmindelse om,” siger Merete Pryds Helle.

Desuden er der lancering af norske Vigdis Hjorths roman om karakteren Hedda Gabler og svenske Klas Östergrens skildring af Hilde Wangel fra 'Bygmester Solness' og 'Fruen fra havet'. Östergrens og Hjorths romaner, der er udgangspunkt for samtalen, sætter også fokus på Ibsens relevans for samtiden.

Lanceringen af de tre Ibsen-romaner sker som en del af et samarbejde mellem det norske forlag Oktober, svenske Natur & Kultur og danske Rosinante.

Mød også Sjón, Søren Ulrik Thomsen og Lars Saabye Christensen

Lars Saabye Christensen fra Norge ('Byens spor' og 'Halvbroderen') og danske Søren Ulrik Thomsen ('City Slang') mødes til samtale om byen i deres litteratur, mens islandske Sjón fortæller om sin kommende roman 'CoDex 1962,' der både rummer kærlighed, spænding og science fiction.

KØB BILLET HER

 

NORD 2019 er støttet af:

 

Tilføj kommentar

Materialer: