Tillykke til Auður Ava Ólafsdóttir
med Nordisk Råds litteraturpris 2018

Auður Ava Ólafsdóttir fik Nordisk Råds litteraturpris 2018

Af: Biblioteket 31. Oct 2018 0 kommentarer
nORD ønsker Auður Ava Ólafsdóttir et stort tillykke med Nordisk Råds litteraturpris 2018 for romanen Ar.

Islandske Auður Ava Ólafsdóttir deltog på nORD i år og fortalte netop om sin roman 'Ar'. På billedet ovenfor ses hun med sin danske oversætter Erik Skyum-Nielsen til festivalen i september 2018.

I et eksklusivt samarbejde med Nordisk Ministerråd kunne man på nORD i år møde hele fire af de nominerede forfattere til Nordisk Råds litteraturpris 2018. Auður Ava Ólafsdóttir (IS)Roskva Koritzinsky (NO)Agneta Pleijel (S) og Jóanes Nielsen (FO), læste op på modersmålet fra deres nominerede værker. Tore Leifer, dansk forfatter og musik- kunst- og kulturjournalist agerede moderator ved arrangementet. 

Læs mere om Nordisk Råds litteraturpris 2018 her.

Romanen 'Ar'

En mand får tatoveret en hvid vandlilje hen over brystet – og begynder så målrettet at planlægge sit eget selvmord. Med både underspillet humor og blik for det eksistentielle mørke cementerer Auður Ava Ólafsdóttir sig med romanen ’Ar’ som en af Islands store samtidsforfattere.

Jónas Ebeneser er en hvid, heteroseksuel mand på kanten af 50’erne, hans kone har forladt ham, uden indflydelse og uden noget sexliv. Han resignerer. Han pakker en boremaskine. Han rejser ud i verden. Et sted derude vil han finde et loft, han kan skrue en krog i – så han kan hænge sig selv.

Jónas Ebeneser har syv synlige ar på kroppen. Dem på sjælen kan være sværere at tælle.

Auður Ava Ólafsdóttir har et fintmærkende blik for de mennesker, der ikke går den slagne vej ud i livet, men som vælger at dreje af. Hun skriver klogt og indsigtsfuldt om at opnå meningsfylde, lige når man tror, at man kun kan blive opslugt af sorgens mørke.

”Hvor mange ord behøver man for at overleve?” – Citat fra ’Ar’

Auður Ava Ólafsdóttir (IS) f. 1958.  Forfatter og lektor ved Institut for Kunsthistorie på universitetet i Reykjavik. Hun debuterede i 1998. Hun er mest kendt for sin prosa, men har også skrevet lyrik, skuespil og sangtekster. Hendes bøger er blevet oversat til 22 sprog og nyder stor anerkendelse bl.a. i Frankrig og England. På dansk findes også romanen ’Stiklingen’ (2009) og ’Svaner bliver ikke skilt’ (2016).

Tilføj kommentar