Lytte

Musik i januar - isens symfoni

Lytte Af: Biblioteket 14. Jan 2019 0 kommentarer
Læs om storslået musik til filmen fra 1948 'Scott og the Antarctic'.

Af musikbibliotekar Daniel Bøtcher

Baseret på en virkelig katastrofe

I 1948 blev den engelske komponist Ralph Vaughan Williams bedt om at lave musik til datidens største satsning i engelsk filmhistorie, nemlig farvefilmen ’Scott of the Antarctic’. Filmen handler om den forulykkede antarktiske ekspedition ledet af Captain Robert Falcon Scott. Ekspeditionen, også kaldet Terra Nova Expeditionen, startede i 1910 og sluttede brat i 1912 under tragiske omstændigheder. Scott blev overhalet indenom af den norske polarforsker Roald Amundsen og døde af sult og kulde, inden han og hans hold kunne nå tilbage til deres base.

Se filmen

Indspillet i Norge i 2017

Ralph Vaughan Williams skrev soundtracket til filmen og omarbejdede det senere i 1952 til sin syvende symfoni kaldet ’Sinfonia Antartica’. Denne blev i 2017 indspillet af Bergen Philharmonic Orchestra (dirigeret af Sir Andrew Davis) i Grieghallen i Bergen og udgivet i 2018 af selskabet Chandos som en superaudio-cd. Med på cd’en er også to andre Williams-kompositioner, ’Concerto for Two Pianos and Orchestra’ og ’Four Last Songs’. Alle i nye indspilninger i Super Audio lydkvalitet.

Fem satser

Sinfonia Antartica er i fem satser, der alle er ledsaget af citater. Indledning (første sats) er taget fra et stykke i den engelske dramatiker Percy Bysshe Shelleys ’Prometheus Unbound’: ” To suffer woes which Hope thinks infinite; To forgive wrongs darker than death or night; To defy Power, which seems omnipotent… Neither to change, nor falter, nor repent; This … is to be, good, great and joyous, beautiful and free; This alone Life, Joy, Empire and Victory.” Og afslutningsvis er der i femte sats: ’Epilogue. Alla Marcia, moderato (non troppo allegro)’, citeret fra Captain Scotts dagbog:”I do not regret this journey… We took risks, we knew we took them; things have come against us, and therefore we have no cause for complaint.” Første sats, ‘Prelude. Adante maestoso’ er bygget op om temaet fra filmmusikken og er gennemgående for resten af symfonien.

Solo for sopran uden ord

Det er meget stort, majestætisk og mystisk. Man bliver som lytter suget ind i den kolde atmosfære fra Antarktis’ kæmpe isbjerge, og det er meget smuk og forførende musik. Det indeholder en flot solo for sopran uden ord. Sopranen, i dette tilfælde Mari Eriksmoen, bliver akkompagneret af Bergen Philharmonikerkoret under ledelse af Håkon Matti Skrede. Sangen, der for det meste ledsages af xylophon, piano og harpe, formår at lyde som en storm af is og sne. Især i kraft af brugen af det gamle teaterinstrument vindmaskinen, også kaldet en Aeoliphone, der laver atmosfærisk baggrundssus. Man bliver som lytter draget dybt ind i om fortællingen om Scott af Antarktis. Man fornemmer tydeligt den lurende tragedie og det forførende smukke, men hele tiden livsfarlige, isnende kolde og dæmoniske Antarktis. Det er som at se en film for sit indre øje, billeder af isbjerge og mænd i kamp med tiden fylder godt i lydbilledet. Stor flot musik er det under alle omstændigheder.

En vigtig skikkelse i musiklivet

Ralph Vaughan Williams blev født i 1872 i Gloucestershire. Han fik tidligt i sin opvækst undervisning i at spille klaver og det var tydeligt, at Williams havde talent for at komponere musik. Han hentede inspiration fra folkemusik og Tudor-musik, og han var opsat på at skrive britisk musik og bryde med den daværende tradition, der ellers var inspireret af tysk musik. Williams skrev i sin karriere meget forskelligt: operaer, balletter, kammermusik og filmmusik. Men han skrev også musik til amatører og teater og blev set som en vigtig skikkelse i engelsk musikliv fra 1930’erne og til sin død i 1958.

 

Flere musikartikler af Daniel Bøtcher
2018:

Tilføj kommentar

Materialer: