Lytte

Musik i februar – dubbet dystopi

Lytte Af: Biblioteket 30. Jan 2019 0 kommentarer
De bliver kaldt hiphoppens fædre, og nu har de udgivet et nyt album. Som er rigtigt godt.

Af musikbibliotekar Daniel Bøtcher

The Last Poets og rappens fødsel

Den afroamerikanske pre-hip-hop gruppe ’The Last Poets’ har sine rødder i 1960’ernes sorte borgerrettighedsbevægelse. De har taget deres navn fra et digt af den sydafrikanske revolutionspoet Keorapetse Kgositsile, der mente at han skrev og levede i poesiens sidste æra, inden våbnene blev det afgørende kommunikationsmiddel.
The Last Poets blev dannet den 24. oktober 1968 i Harlem, New York på Malcolm X’s fødselsdag. Den oprindelige besætning bestod af Felipe Luciano, Gylan Kain og David Nelson, men den version, der har betydet mest for populærkulturen, er ledet af Jalaluddin Mansur Nuriddin og Umar Bin Hassan. Umar Bin Hassan er det eneste originale medlem, der stadig er aktiv.

Vigtig for sort kultur og hip-hoppens fødsel

The Last Poets bliver tit refereret til som en af de vigtigste tidlige hip-hop-grupper. De står sammen med poeten Gil Scott-Heron som de vigtigste inspiratorer for senere rappere og hip-hop-grupper. Den hverdagsprægede poesi, der lå i forgrunden for habile groovy beats, behandlede afroamerikanske sociale tilstande og spørgsmål og satte dem ind i en politisk kontekst.

Det store gennembrud

The Last Poets gennembrud kom med deres anden lp, This Is Madness, fra 1971. Det er et konceptalbum, der med sine ’chants’, stiller en masse spørgsmål til samfundet om de sortes rolle. Især numrene True Blues, Related To What Chant og This Is Madness (Chant) er meget stærke sange og stadig yderst relevante. Musikalsk set ligger The Last Poets i spændingsfeltet imellem jazz, soul og funk. Det er rytmisk og dansabelt. For mig er det den perfekte forening af krop og sjæl, i kraft af de samfundskritiske og intellektuelle tekster. The Last Poets kaldte selv deres musik for ’ jazzoetry’.

Første album i 20 år

Umar Bin Hassan er igen på farten som The Last Poets, nu i selskab med poetkollega Abiodun Oyewole og perkussionisten Baba Donn Babatunde. De har sammen lavet albummet Understand What Black Is, og det er på mange måder hvad man kan kalde et klassisk Last Poets album, dog med den nye vinkel, at de her har søgt inspiration i især reggae og dubmusikken. Det klæder dem rigtigt godt, både i forhold til tekstuniverset og i det rytmiske og stemningsfulde udtryk. En flot, groovy, politisk plade der fint spejler fortidens afroamerikanske politiske bevægelser og nutidens amerikanske politiske klima. Understand What Black Is er en flot fejring af 50-året for The Last Poets stiftelse. Jeg er især glad for numrene: How Many Bullets, Understand What Black Is og Rain of Terror, der alle hænger nutidens amerikanske regering ud som verdens sande terrorist. Det er velformuleret, og det klæder The Poets at optræde i et mere dub-og reggae-orienteret lydtapet.

 

Flere musikartikler af Daniel Bøtcher

2019

2018

Tilføj kommentar

Materialer: