Bibliotekar sidder med bøgerne der er valgt til læseklubben
Bibliotekar Cecilie Riis glæder sig til gode snakke i læseklubben.

Læseklub: Bibliotekarens håndplukkede, Helsingør

06.06.23
I denne læseklub har vi håndplukket en række af de seneste års mest efterspurgte og velskrevne romaner på biblioteket.

Det er en læseklub, hvor vi læser bøger, som sætter gode samtaler i gang, og hvor vi zoomer ind og ud på detaljer i værkerne, diskuterer karakterer og handlingsforløb.

Læseklubben foregår seks onsdage kl. 16 – 17.30 fra august 2023 - marts 2024 på Biblioteket Kulturværftet.

Tovholder: Bibliotekar Cecilie Riis

30. august 2023: Niels Frank: Fanden tage dig

Niels Frank skriver åbent og brutalt om den dag og tiden efter, hvor familien blot skulle hente nogle møbler fra huset, og så var skilsmissen en realitet. Få minutter efter ankomsten bliver Elin dræbt af eksmanden. Den er bevidst ikke skrevet som offerporno, men fokuserer på tiden op til mordet. Hvordan spotter man en psykopat?

4. oktober 2023: Annie Ernaux: Årene

Annie Ernaux har skrevet en vild samfundsskildring af 60 års historie fra 2. verdenskrig og frem. Fortalt af et kollektivt ”vi”. ’Årene’ skildrer mange forskellige perspektiver fra et samfund i rivende udvikling. Romanen tager fat på p-pillens opfindelse, abortfortællinger og –rettigheder ligeså vel som populære reklamer, musik og litteratur.

1. november 2023: Maren Uthaug: 11%

Maren Uthaugs roman ’11%’ foregår nogle få hundrede år frem i tiden. Den beskriver sanseligt miljøet omkring kvinder, der laver kærlighedskager, slanger, præstinder, sex med mænd og kvinder samt ammende mandedamer med påsyede penisattrapper. ’11%’ tager udgangspunkt i et kvindestyret samfund. Mændene eller rettere ”menneskehannerne” er sat i avlscentre.

17. januar 2024: Per Petterson: Mit abruzzo. Journal 29.1-18.7 2021

Per Petterson skriver i ’Mit abruzzo’ om sit liv under corona, uden dette overhovedet er en corona-roman. Den handler lige så meget om hans forhold til sin kone, børn og venner og dyrene på gården, samt alt det han læser, har læst og gerne vil anbefale andre at læse. Ligeså meget som romanen handler om dagligdagen, handler den om litteratur, og om det at være et skrivende menneske.

21. februar 2024: Hanne Vibeke Holst: Kriger uden maske

Hanne Vibeke Holsts roman ’Kriger uden maske’ handler om kunstneren Sonja Ferlov Mancobas liv og væren før og efter hun møder sit livs kærlighed i Paris. Parfumefabrikantens datter fra Charlottenlund skulle egentlig læse fransk på universitetet, men da Sonja danser rundt om Krinsen med den nye studenterhue på hovedet, falder hendes blik på Kunstakademiet.

13. marts 2024: Katrine Marie Guldager: Birgithe med Th

'Birgithe med th' er en roman om en midaldrende kvinde, der bakser med en krise. Katrine Marie Guldager skriver i romanen om at miste sin mor og rydde op i hendes hus bagefter. Selv om Birgithe sørger over sin mor, er hun alligevel skildret med energi og fandenivoldsk humor, og som læser må man af og til trække på smilebåndet ad hendes ofte urimelige holdninger.

Materialer