Læse

Udsigt over Kronborg fra Horisonten

Udsigt mod Kronborg

Læse Af: Biblioteket 31. May 2019 0 kommentarer
Tak for dette skønne essay til Erik Friis-Pedersen, Snekkersten og velkommen i Horisonten på Biblioteket Kulturværftet!

UDSIGT MOD KRONBORG

Det er overjordisk – eller måske skulle man sige, det virker overjordisk. Vejret er klart, solen står lavt på den sydlige horisont, og en let vind skaber små krusninger på Sundet, dér hvor det maser sig igennem det smalle område mellem Helsingborg og Helsingør. Et mindre tankskib flyder stilfærdigt forbi Kronborg i sikker afstand af en Scandlines færge på vej mod havnen i Helsingør. Det er uretfærdigt, at Frederik den 2. ikke fra sin himmel kan få et glimt at det vidunder i form af Kronborg Slot, som netop han var initiativtager til. Han havde fortjent det. Men – så har vi alle, generation efter generation, i mere end 400 år kunnet betragte det, glæde os over det og undre os over menneskets forunderlige skaberkraft. Og som det ikke skulle være nok, trænger naturens skaberkraft sig på med det prægtige Sund ned langs Nivåbugten, der fortoner sig i den svage dis og lader nordsiden af Hven fremstå som et land, der langsomt rejser sig af havet.
 
Fra min plads på tredje sal i Kulturværftet åbenbarer dette vidunder sig gennem panoramavinduerne. Her har man placeret læsesalen for aviserne og tidsskrifterne med vinduer fra gulv til loft. Jeg har ikke tid til at koncentrere mig om avisens indhold. Gang på gang hæver jeg blikket fra de trykte sider for at lade det glide ud i den del af virkeligheden, der ikke kræver ledsagende kommentarer, den der ikke kræver spørgsmål eller overvejelser eller mistro. Den der taler for sig selv på selvfølgelig måde. Den der bare er.
 
Jeg tvinger blikket ned mod avisens sider for at erkyndige mig om, at ”Man skal se på Socialdemokratiets udlændingeudspil i sin helhed for at forstå, hvor godt det er”, at ”Opdragelsesdebatten er et brud med klassiske borgerlige idealer om, at familien selv skal bestemme” og at ”Beredskabet mod farlige dyresygdomme flytter, men det er uklart hvorfor”. Og allerede ved disse vidtløftige overskrifter synker hjertet i livet, og jeg spørger mig selv, om Socialdemokratiets udlændingeudspils helhed har været skjult, om klassiske borgerlige opdragelsesidealer kan brydes af en debat, og hvorfor det er interessant, at beredskabet mod farlige dyresygdomme flytter. Jeg synker, prøver at holde hovedet koldt, giver op og hæver blikket mod Sundet.
 
Hvoraf kommer al denne fortryllende skønhed og diversitet. Den kommer velsagtens ikke af intet, og hvis man ikke hører til de kredse, der ser mod en guddom som forklaring, kan man måske vende sig mod atomfysikerne, der påstår noget i retning af, at hvis man anvender kvanteelektrodynamikken på universet som helhed, åbner der sig en mulighed for at kunne forklare, at universet rent fysisk kan være opstået af ”intet”. Javel, så! Det lyder velsagtens spændende, især hvis man nu kan begynde at fabulere over, hvad ”intet” indeholder. Og hvis den skønhed, der ligger blottet for mit blik, skulle vise sig at komme af ”intet”, er jeg godt nok overvældet og må næsten hælde til den anskuelse, at det da må have guddommelig oprindelse. For jeg husker fra min ungdom, at vi sagde: ”intet kommer af intet – kun dajli’ æble”. Med den nye indsigt skal selv den sandhed revideres. Hvor ender vi?
 
Indsigten ændrer jeg bevidst til udsigten. Igen vælder synsindtrykkene ind over mig, de initierer min erindring om historien og kulturen. Hvordan talte Erik af Pommern dér i 1429, da han foranledigede Krogen opført, hvor Kronborg nu står? Hvordan talte den fattige del af befolkningen på begge sider af Sundet, der var dansk jord da – hele vejen til 1658? Var det samme dialekt? Hvordan kan et relativt smalt farvand som Sundet afstedkomme så store forskelle i dialekterne, som sjællandsk/dansk og skånsk/svensk udviser i dag mindre end 400 år efter?
 
Der har altid været livlig trafik mellem de to tvillingebyer, i mere end 1.000 år, og det er muligt, sejladsen i sejlbåd tog længere tid end den nugældende på omkring 20 minutter med Scandlines superskibe (der nu om dage drives af kæmpemæssige batterier – som der reklameres for ved store illustrationer på skibenes sider med teksten ”Sejl med strømmen”!), men det har ikke været noget, der har hindret idelig og jævn trafik. Derfor er der vel belæg for en antagelse om, at sproget – og dialekten – har været fuldstændig ens i to byer i samme land, der blot er adskilt ved et overskueligt vandløb. Hvorfor er udviklingen sket, sådan som vi oplever det på det sproglige område?
 
Igen glider blikket ud over Sundet fra panoramavinderne i Kulturhuset. Et tyndt, højtliggende skylag har bevæget sig hen foran solen og presset lyshavet tæt ned over Sundet, hvorved Hven er skjult i en lysende dis af ”intet”. Det er uhyggeligt og vildt fascinerende på én og samme tid. Samtidig er det højtliggende skylag mod vest og nordvest berøvet en stor del af belysningen, hvorved disse skyer fremstår som truende dommedagsskyer, der varsler ondt for menneskene. Jeg gyser uvilkårligt og betænker ret, hvorledes den fortryllende skønhed og den truende uhygge er sider af den samme virkelighed, som vi mennesker har så svært ved at forliges med. Kan virkeligheden være både det ene og det andet. Hvad indbefatter komplementaritet. Det ene udelukker det andet, men begge er nødvendige for helhedens fremtræden. Og resten spørger vi Niels Bohr om, samtidig med vi ihukommer den opbyggelige, sande historie om et besøg i hans, Bohrs, sommerhus.
 
Niels Bohr havde inviteret en kollega til at besøge sig i sit sommerhus. Ved ankomsten noterer kollegaen sig, at der hænger en hestesko over en døråbning i sommerhuset og udbryder: ”Nej, hr. Bohr – tror De virkelig på sådan noget?” Og Niels Bohr svarer oprigtigt og med et smil: ”Nej, det gør jeg ikke, men de siger til mig, at den bringer lykke, selvom jeg ikke tror på det!”. Hvad skal man sige. Det er fantastisk. På én og samme tid fortæller den store tænker og fysiker, at han tror på det, samtidig med han ikke tror på det, samtidig med muligheden består. Det er anskuelighedsundervisning, der forslår. Så skidt være med vi ikke helt har forstået kvantemekanikken og dennes udbygning af relativitetsteorierne og begges forudsætning for muligheden af at frembringe en atombombe.
 
Vinden er taget til, bedømt på baggrund af udsigten her fra tredje sal. Små bølger slår op om en af færgerne, der stævner ud fra Helsingør. Det lille tankskib er for længst ude af syne, og nye fartøjer i begge retninger giver baggrund for at forstå, at vi har at gøre med et af verdens mest trafikerede stræder, og det ikke nødvendigvis var udtryk for genialitet, når Erik af Pommerns opførelse af Krogen havde til hensigt at intensivere opkrævning af sundtold. Alle de mange skibe skulle ikke snyde det danske kongehus for solide indtægter – og det nød vi så godt af, lige indtil englænderne blev godt sure og bombede København små 400 år efter, og da amerikanerne pure nægtede at betale i 1856, blev sundtolden ophævet i 1857. Historien galopperer forbi mit indre blik, mens det normale syn er hypnotiseret af skønheden lige uden for vinduerne. Den tiltagende vind har fjernet stort set alle skyer, og den kolde vintersol sender et knivskarpt lys ned til os. I mere end én forstand ses alting klarere. Ikke alene Nordsjællands kyst og Kärnan (tårnet der er det eneste tilbageværende fra Valdemar Atterdags borg fra begyndelsen af 1300’tallet) i Helsingborg, men også hvornår det er tide at slå øjnene op og koncentrere sig om det nu, der altid er det eneste, der ”er”. Vi ser, der ikke er tid til fortrydelser over fortidens undladelsessynder og negligering, og der er ikke plads til storladne drømme om den lykke, der forhåbentlig skal tilsmile os i fremtiden. Det klare lys og den smukke natur skaber betingelser for kontemplationen, for koncentrationen – for transcendens. Og uden dette vil mennesket opleve manglende meningsfylde og – spild af tid.
 
Nu ser jeg igen på avisen, der ligger ved min side og gyser – igen – ved tanken om, jeg ikke har haft den fornødne energi og tid til at koncentrere mig om den i konkurrence med naturen. Har jeg da spildt tid, har jeg da forsømt at udvise tilstrækkelig omhu ved valg af, hvad tiden skulle bruges til? Det er ikke nemt at vide. Mennesket kan ikke gøres tilfreds. Vi mener generelt, vor indsats fortjener større anerkendelse, end vi modtager. Og vore fejltagelser har alle de andre i hvert fald nogen del af skylden for. Ikke sandt?
 
Jeg pakker avisen sammen og lægger den tilbage i reolerne. Hvor svært kan det være. Så forsvandt en del af årsagen til mulig dårlig samvittighed. Vi hader ikke at bruge tiden optimalt, vi bryder os ikke om at spilde den. Med avisen tilbage i reolerne, jeg selv tilbagelænet i de magelige stole i Kulturværftet på tredje sal med udsyn til det smukkeste på denne jord, er alt beredt til at akkviescere ved øjeblikket.
 
Af Erik Friis-Pedersen

Tilføj kommentar