Lokal forfatterweb

Jørgen Bodilsen:
"Det er sejrherrerne og magthaverne, der skriver historiebøgerne. Men er der også en anden sandhed, hvis man lader fantasien grave lidt dybere?"

Jørgen Bodilsen

Lokal forfatterweb Af: Biblioteket 26. Jan 2018 0 kommentarer
Jørgen Bodilsen (f. 1947) skriver politiske thrillere og bor i Helsingør.

Har bl.a. skrevet

Legenden – Skriveforlaget, 2015
Slutspillet – Skriveforlaget, 2013
Syndikatet – Skriveforlaget, 2011

Hvad skriver du om? 

En historie skal fortælles på en måde, folk gider læse. Jeg forsøger at fortælle en god historie med humor, der sammen med plottet er det, der er bærende. Samtidigt så grænsen mellem virkelighed og fiktion er op til læserens fantasi. Som en PET-agent siger i en af mine bøger: ”Vi fortæller altid sandheden, eller i det mindste en variation af sandheden. ”

Mine historier tager altid udgangspunkt i en virkelighed, efterfølgende har det nogle gange vist sig, at der, hvor jeg har brugt fantasien til at binde nogle løse ender sammen, har virkeligheden overgået min fantasi. 

Hvad inspirerer dig?

Hvad er op og ned på alle de oplysninger og nyheder, vi modtager hver dag. Som én sagde det et sted: Det er sejrherrerne og magthaverne, der skriver historiebøgerne. Men er der også en anden sandhed, hvis man lader fantasien grave lidt dybere? Der er en masse historier, der venter på at blive vendt en ekstra gang. Hvis de gode historier så også kan skrives med humor og i thrillerform, så er det bare helt fint. 

Har du et lokalt yndlingssted?

Tja, mit yndlingssted er nok noget så banalt som bag Pc’en i færd med at skrive en god historie, jeg er grebet af, med kaffen inden for rækkevidde. Ellers kan man jo altid se på byens Kronborg, og tænke: Hvem skriver historien om alle de mennesker, der knoklede røven ud af bukserne for at bygge slottet? Og var der nogen sinde nogen, der sagde tak til dem? Nej, de fik knapt nok en plads i historiebøgerne.


Se flere lokale forfattere fra Helsingør kommune.

Tilføj kommentar

Materialer: