nORD

Nordisk litteraturfestival: nORD - den 16. og 17. september.

Hannah Lutz 

nORD Af: Biblioteket 9. Aug 2016 0 kommentarer
nORD
'Mit eneste kritikpunkt er, at den lille bog er for lille. Fordi jeg bliver grådig og forelsket ...' skrev Weekendavisen om Hannah Lutz' debut. Hør hende lørdag 17/9.

Vildsvin i Smålands skove

Hold øje med debutanten Hannah Lutz. Hun debuterede i år med romanen 'Vildsvin', en gådefuld og kraftfuldt stilfærdig roman, der følger tre mennesker i Smålands skove og de vildsvin, der er allestedsnærværende, men ikke så let lader sig se. I Vildsvin trænger den store natur sig på. I korte, koncise hovedsætninger beskriver Lutz, hvordan man hører løvets susen, vifter en flue væk, hvordan man kigger ud over landskabet ud over vandet og overvejer, om man skal dyppe tæerne. Eller springe i. 

Føres rundt i den urovækkende natur

Det er her, i skoven, romanens tre hovedpersoner er alle flyttet til. Ritve er kommet til Småland for at lave en dokumentarfilm om områdets mange vildsvin, Glenn er flyttet væk fra Göteborg og går og venter på en ny istid. Imens bliver han om natten vækket af vildsvinene. Mia opholder sig på den nedlagte Siggalycke Folkskola sammen med sin umælende morfar og forsøger ihærdigt, næsten desperat, at få ham til at genopleve sin barndom. Igennem romanens kun 95 sider bliver læseren af Vildsvin, ligesom romanens tre karakterer, ført drømmende rundt i den både smukke og urovækkende natur. 
Vildsvin er en skandinavisk roman med humorglimt, bid og sproglig præcision, der har høstet flotte anmelderroser .

Bor i dag i Danmark

Hannah Lutz er opvokset i Ekenäs i Finland som del af det finlandsk-svenske mindretal, men har de seneste 6 år boet i Danmark, hvor hun også har gået på forfatterskolen. Vildsvin er oprindeligt skrevet på svensk og udkommer i Sverige på Albert Bonniers Forlag i 2017. 


'Lutz opererer i et ærkeskandinavisk univers, hvor melankoli, stilfærdig humor og naturbeskrivelser deler pladsen med personer, der akkurat får den plads, de fortjener.'
– Jyllands-Posten 

'Vildsvinene vil forlade Småland, vil væk fra hjemmet, men det nytter ikke, de går rundt i cirkler. Hver nat til de samme stengærder, roder i den gamle jord. Er det drømmene der holder på dem? Søvnen? '
– Citat fra Vildsvin 


Glæd dig til at høre Hannah Lutz på nORD lørdag d. 17. september.

Se programmet for nORD.

Ny nordisk litteraturfestival, nORD

nORD er Kulturværftets store nordiske litteraturfestival med forfattersamtaler, interviews, oplæsninger og performance. nORD foregår i år den 16. og 17. september.

 

Foto: Lea Meilandt

Tilføj kommentar