Læse

Dublin og Ulysses

Læse Af: Biblioteket 2. Jun 2016 0 kommentarer
Tags: 
Den 16. juni er det Bloomsday - en festdag i især Dublin.
Af bibliotekskonsulent Majken Jørgensen

Ulysses foregår i Dublin på én eneste dag: den 16. juni 1904.  Den fejres over hele kloden, mest ihærdigt går det for sig i Dublin, hvor lokaliteter fra pubber til biblioteker er ramme om genfortælling af romanens kapitler. 
 

Et Dublin i minutiøse detaljer

Ulysses gengiver Dublin i nøjagtige og minutiøse detaljer. Forfatteren James Joyce er citeret for at sige, at hvis Dublin skulle forsvinde fra jordens overflade, ville byen kunne genopbygges sten for sten ved at følge hans roman. Ulysses udkom 02.02.1922 på forfatterens 40 års fødselsdag. Joyce skrev aldrig om andet end fødebyen Dublin, selvom han nærmest flygtede fra Irland som 22-årig og herefter levede sit liv i Trieste, Zürich og Paris. 
 

Det ender med et ’ja!’

Ulysses er skabt som en slags montage: annonceagenten Leopold Bloom strejfer rundt i Dublin på kryds og tværs fra morgenstunden til næste solopgang. I løbet af dette døgn støder han ind i en række scener og personer, hvoraf mødet med bohemen Stephen Dedalus har en særlig betydning. Bloom når også en fødsel, en begravelse, en bodega, et bordel, et bibliotek og meget mere. Mens Bloom vandrer rundt, har hans kone Molly besøg af sin elsker. Ulysses er et gennemstruktureret værk. Til hvert kapitel svarer f.eks. til en time i døgnet, bestemte lokaliteter, organer, kunstarter, farver, symboler. Alle kapitlerne er skrevet som indre monolog  i forskellige litterære stilarter. Den vigtigste er stream of consciousness, der folder sig fuldstændigt ud i det afsluttende kapitel, Mollys monolog, der begynder og ender med et "Ja". 
 

Odysseus og andre litterære referencer

Bogens hovedpersoner refererer til Homers Odysseus. Leopold Bloom er Odysseus, hans kone Molly er Penelope, og den unge ven Stephen Dedalus er Telemachus. Bogen består af 18 kapitler, som hver især havde arbejdstitler, der refererede til Odysseus' eller Telemachus' oplevelser.  Arbejdstitlerne kom ikke med i den trykte udgave. Værket har imidlertid mange andre referencer end Odysséen, bl.a. Hamlet, Bibelen, Den guddommelige Komedie, Don Quixote. 
 

Sådan bliver du Ulysses-fan

Ulysses har ry for at være svær at nærme sig. Det er ganske vist en mursten på over 700 sider, men det er ikke uden grund, at den har kultstatus; for den er vild, sanselig, morsom og syret. Et trick er at springe de indledende kapitler over i første omgang. Gå i stedet direkte på kapitel 4, hvor Leopold Bloom diverterer sig selv med stegt lammenyre til morgenmad, mens hans kone Molly ligger oppe i soveværelset og læser dårlige romaner og spiser skinke og spejlæg! Tag på vandring gennem Dublin med Bloom og fornem duften fra det stykke citronfarvede sæbe, han har købt til Molly, og som ligger i den ene lomme. 
Appetizer: Smut ind på hjemmesiden That there Paul, hvor man under overskriften 'Ulysses for Dummies' med 18 klik kan drøne gennem romanen. 
 

Vær ikke bange for sort tale og vanvid

Ulysses er mættet med symboler, referencer og høj litterær bevidsthed. Glem det hele. Læg alle de vanlige forestillinger om logisk, fremadskridende plot eller forståeligt sprogbrug på hylden – i Ulysses florerer sort tale og vanvid. Bare styrtdyk ned i denne "allerhelvedes vidunderlige bog", som Ernest Hemingway kaldte den. God fornøjelse og god tur til Dublin. 
 

Tilføj kommentar

Materialer: