Fire bøger til din Valentinsdate: 'Afstanden mellem dig og mig', 'En fransk affære', 'Mænd uden kvinder' og 'Håndbog for privilegieblinde mænd'.

Kom forberedt til din Valentins-date

14.02.23
Hvis du skal på Valentins-date kan det jo være godt at være opdateret på de følelsesmæssige udfordringer man kan møde. Og det kan gøres gennem en god bog.

Her er fire forskellige bud; to ret forskellige romaner, en novellesamling og en debatbog. Vi giver dig således fire forskellige bud på forberedelsen til den gode date. Så kan du vælge efter din livssituation.

Er der plads til kærligheden? 

Hvis man er halvvejs gennem livet eller måske lidt mere end det, kan det være godt, at have styr på fortiden inden man indleder et romantisk forhold: 
I Jennifer Bohnets ’En fransk affære’ er Belinda egentlig ganske godt tilfreds med sit liv i England med et godt job i en stor hotelkæde og hun er tæt på børn og børnebørn. Da hendes chefer beder hende om at tage til Bretagne for at forvandle en gammel campingplads til et lækkert rejsemål, forsøger hun forgæves at undslå sig opgaven.

Men, ak, der er ikke andet for end at bide tænderne sammen. Hun er selv vokset op på egnen, som hun forlod sammen med sin mor som 17-årig. Nu, hvor hun er vendt tilbage, indser hun, at hun må komme overens med sin ellers fortrængte fortid. Og mødet med den gnavne chef for campingpladsen viser sig også at være lidt af en mundfuld, men langsomt får han og Belinda respekt for hinandens talenter. Og respekten vokser langsomt men sikkert til kærlighed.
Moralen er, at selv om man er oppe i alderen med fortids tyngde og familiære forpligtelser og en kuffert fuld af bekymringer, skal man være åben over for kærligheden og muligheden for at opbygge nye relationer når den byder sig så åbenlyst til.

Ung kærlighed 

Nogle historier er simpelthen bare sindssygt lækkert skrevet, og Caroline Ørsums 'Afstanden mellem dig og mig' er en af dem. Det er en fin og følsom fortælling om den første, skrøbelige og altopslugende kærlighed. Gymnasieeleven Laura ved, at hun er til kvinder og uden for en bar for lesbiske falder hun ganske bogstaveligt for Mille, som hjælper hende op og de kysser. Andet sker der ikke, men Laura kan ikke slippe tanken om den skønne, hun har kysset. Kort tid efter får Laura Mille som vikar og nu ved de i det mindste hvem den anden er.

Vikariatet varer heldigvis ganske kort og de kan nu tilbringe en dejlig sommer sammen. Samtidigt er Laura mor flyttet til Island og Laura flytter ind i kælderen hos sin ven Valde og hans familie. Efter sommeren kompliceres forholdet af, at Mille igen bliver vikar for Lauras klasse. 
Der er tale om en fin og følsom fortælling om den første, skrøbelige og altopslugende kærlighed. Men også om at få et voksent forhold til sine forældre. Om venskab og om at huske at vennerne stadig skal dyrkes selv om at kærligheden tager al ens tid. Og at det hele behøver ikke at være så kompliceret, hvis bare man elsker rent og ubekymret. 

Kompliceret kærlighed 

Hvis man skal have noget at tale om på daten, men sandelig også at tænke over både før og efter, så er Murakamis novellesamling ’Mænd uden kvinder’, det man skal læse. Her er historien om manden, der bliver ven med sin afdøde kones elskerinde. Eller den om manden, der har talrige elskerinder, men alligevel ender med at dø af kærestesorg.

Syv noveller, nogle hverdagsagtige, andre sære og drømmende, men ingen mænd uden kvinder. Stemningen er jazzet Kind of Blue-sørgmunter som en søndagsregnvejrseftermiddag. ”Vi kan kun se ind i vores eget hjerte […] Der er altså ikke andet at gøre end at få styr på, hvad man rummer i sit eget hjerte”. Her er i hvert fald nok at tale om og tænke over. 


Undgå at træde i kønsspinaten 

Hvis man vil signalere, at man er med på den nyeste lingo og gerne vil undgå at træde i kønsspinaten, så er ’Håndbog for privilegieblinde mænd’ simpelthen lige sagen. Med en god portion lune og et ordentlig skud facts kommer vi rundt om en række identitetspolitiske potentielt varme kartofler, såsom ”krænkelsesparathed”, LGBTQ+ og feminisme.

Forfatteren opstiller en række af de typiske udsagn, der er kommet i debatten – både på TV, på sociale medier og i de små hjem og imødegår dem med fakta og nuancer: Om cancelculture fortælles det f.eks., at kun én klagede over sangen 'Den danske sang er en ung blond pige', og at det først blev en stor sag, da aviserne skrev om den. Og at f.eks. én ud af 100 danskere er født med kønstræk, der falder uden for de to ”almindelige” køn, så måske er det bare ok, at udvide kønsbegrebet.

Så her er der nok at blive klog på og man får rigelig mulighed for at nuancere – og kvalificere - sit syn på noget af, det der rører sig inden for den smukt blomstrende kønsdiversitet. Måske kan det ligefrem højne ens scoreværdi?

Mere amour på Litteratursiden

Skulle du være på vej videre i de romantiske landskaber kan du måske finde et bogtips eller to på litteratursidens tema Forestillinger om kærlighed.  

Materialer