Skete det virkelig?

Film Af: Biblioteket 18. Nov 2019 0 kommentarer
Mærk historiens vingesus fra sofaen. Se, om du kan lade være med at rocke med til musikken.

Af bibliotekar Sofie Nørgård Krogh

Se film, som er baseret på virkelige hændelser - alt fra en amerikansk countrystjernes nedtur, en konge med talevanskeligheder eller et bibliotekskup som slår grueligt fejl. Filmene kan lånes via biblioteket eller ses på Filmstriben.

Blaze

Blaze Foley (1949-1989) var en amerikansk countrymusiker med base i Texas. Blazes store kærlighed er Sybil Rosen og kærligheden krydres med den store nedtur (fyldt med druk og stoffer) og Blazes eftermæle hvor to venner fortæller om Blaze. Baseret på virkelige hændelser.

Race

Race er en biografisk film om den fattige sorte studerende Jesse Owen, der i 30'ernes USA kæmper, for at blive verdens bedste løber og komme til olympiaden i Hitlers Berlin i 36 . Ved legene kastes han ud i en kamp, hvor han bliver symbol på modstanden mod den nazistiske ide om arisk overherredømme. Ikke alle deler disse holdninger og da Jesse vinder over de ariske deltagere, giver det genlyd over hele verden.

Django - the king of swing

Historien om den ekstravagante jazzguitarist Django Reinhardt, skildrer hans flugt fra et tysk besat Paris i 1943. Django havde sigøjnerblod i årene og var derfor særligt udsat under nazismen. Han trodsede den konstante livsfare og end ikke Europas fald omkring ham, kunne få ham til at stoppe med at spille sin musik.

Kongens store tale

Bertie, som han kaldes i familien, bliver som King George d. 6., konge over Storbritaniens imperium, da hans ældre bror Edward abdicerer for at gifte sig med den fraskilte Wallis Simpson. Han ansætter den kontroversielle talepædagog Lionel Logue til at hjælpe med hans største problem: hans voldsomme stammen.

Loving Pablo

Fortæller historien om opgangen og nedgangen for verdens mest frygtede narkobaron, Pablo Escobar (1949-1993) og hans flygtige affære med Colombias mest kendte journalist Virginia Vallejo (f. 1949).

El Angel

Krimi-drama baseret på en sand historie. Buenos Aires i 1970'erne. Om den kønne, unge Carlitos, en ung fyr med engleansigt, der i virkeligheden var djævlen i forklædning. Som 20-årig havde han allerede elleve drab og mere end fyrre røverier på samvittigheden.

Dalida

Filmen er en højdramatisk og smuk skildring af den verdensberømte popdiva, Dalida, som måtte betale dyrt for sin store succes og berømmelse. Selvom hun var født i Kairo blev den smukke Dalida en af Frankrigs største sangstjerner i 1950’erne og 1960’erne, og solgte mere end 130 millioner plader på verdensplan. Dalida levede et udfarende liv med berømmelse, succes, rigdom, horder af fans og mange mænd. Et liv, hun imidlertid betalte en høj personlig pris for.

Brylluppet

Zahira går i gymnasiet, har belgiske venner og hendes familie er velintegreret på mange måder. Men de kommer fra Pakistan, og da Zahira bliver 18 år vil forældrene tvangsgifte hende med en fætter i Pakistan. Det får konsekvenser. Familiedramaet 'Brylluppet' er løst baseret på virkelige begivenheder, og undersøger hvad der sker, når gamle urokkelige traditioner møder den vestlige verdens utøjlede frihed.

Colette

Om forfatteren Sidonie-Gabrielle Colette, der i 1893 blev gift med Henry "Willy" Gauthier-Villars, og skrev bestsellerromaner i hans navn. Willy pressede Colette, var en sjuft og kørte dem økonomisk i sænk, men så tog Colette sagen i egen hånd. Colette var ikke kun en talentfuld forfatter, skuespiller og journalist, men også en foregangskvinde, der kæmpede for sin ret til at have en stemme i en mandsdomineret verden, og banede vejen for fremtidige generationer af kvindelige kunstnere.

Milk

Biografisk drama om ikonet Harvey Milk, der som den første i USA blev valgt til et offentligt embede som erklæret homoseksuel. Hans engagement har store personlige omkostninger, men sætter for alvor homoseksuelles rettigheder på dagsordenen i USA.

Don't worry, he won't get to far on foot

John Callahan har stor appetit på livet, flair for ekstremt sorte jokes og et enormt alkoholproblem. Efter et døgns druktur med vennen Dexter, der ender i en katastrofal bilulykke og et liv i kørestol, er det sidste John ønsker at opgive sprutten. Men trods sin skepsis starter han i terapi hos en AA-gruppe ledet af den karismatiske sponsor og millionær Donny. Her opdager John sit talent for at tegne grove satirestriber til aviser, som hurtigt får en international fanbase og giver John mod på en omgang til med livet.

American animals

Den utrolige, bizarre og sande historie om fire unge mænd der forsøger at gennemføre det perfekte kup ved at stjæle sjældne og ekstremt værdifulde bøger, fra et bibliotek. Spencer, en kunststuderende i Kentucky, bliver besat af tanken om de dårligt overvågede og værdifulde bøger og fortæller sin ven Warren om dem. De begynder at lægge en plan og rekrutterer to lige så naive studerende. Udklædt som ældre mænd forsøger de at udføre det mest forbløffende kunsttyveri i USA's historie.

 

Tilføj kommentar

Materialer: