Børn

Læselyst og oplevelser på børnebibliotekerne

Børn Af: Biblioteket 23. Oct 2019 0 kommentarer
For både nyfødte poder og unge skoleelever er der tilbud at finde på byens biblioteker. Blandt andet sundhedsplejerske for de helt små og interaktive fortællinger, informationskurser, læseforløb og kulturtilbud til alle skolernes klassetrin.

Der går ikke mange måneder, fra en lille ny borger er kommet til verden, før babyen lærer de lokale biblioteker at kende. Til de helt små kommer sundhedsplejersken forbi på Biblioteket Kulturværftet, og når de nye lånere fylder to måneder, forærer bibliotekerne en bog til de nyfødte. Senere står den på højtlæsning, interaktiv leg og kreative udfoldelser. Og når børnene når skolealderen, er der forløb om læsning, kildekritik og informationssøgning.

Alt sammen gennem bibliotekernes samarbejde med skoler, daginstitutioner og sundhedsplejersker. Sidste år slog bibliotekerne rekord, og over fem et halvt tusind folkeskoleelever deltog i bibliotekernes tilbud.

Bibliotekerne inviterer til kreativ udfoldelse, læsning og lytning. Workshops, kreative kasser, sprogstimulering og legestue.
 

Bøger til børn på to måneder
Helsingør Kommunes Biblioteker forærer en bog til helt nyfødte. Sundhedsplejerskeren medbringer en invitation til familien fra børnebiblioteket, og når forældrene dukker op på biblioteket, får de en bog til de nye borgere. I starten er babyers syn meget begrænset, og de kan kun se sort-hvide kontraster og rødt og gult. Men allerede når barnet bliver tre måneder, er synet bedre udviklet, og det kan bedre skelne farverne fra hinanden.

Forældrene får derfor en specialudviklet foldebog af Kamilla Wichmann, hvor den ene sides illustrationer især henvender sig til børn fra 0 til 7 måneder, men den anden side er for børn fra 8 måneder til 2 år, hvor de stadig er glade for kontraster, men nu bedre kan skelne mellem farverne.

sundhedsplejerske:
Hver tirsdag mødes fædre og mødre på barsel på Kulturværftet til åbent hus med sundhedsplejerskerne. Her kan man få rådgivning om børn og bibliotekernes tilbud. 
 

Hvordan får man baby til at sove?

På den måde får børnebibliotekarerne etableret kontakt til forældre og børn tidligt og understøtter læselyst i familien. Forældrene får tilbud om rundvisning og orientering om, hvilke tilbud biblioteket har specielt til nybagte forældre.

”Der er altid interesse for bøger om, hvordan man får barnet til at sove, men også andre bøger fra forældrehylden er populære. I øjeblikket hitter særligt bøger om trykmassageteknik,” fortæller børnebibliotekar Annette Hansen.

Hver dag besøger mange mødre med deres babyer og lidt større børn bibliotekerne i kommunen. Der bliver leget, sovet, læst og drukket kaffe.

Annette Hansen: Selv helt nyfødte babyer kan blive stimuleret af bøger, fortæller børnebibliotekar Annette Hansen.
 

Læs højt for børnene

Børnehavebørn får et særligt tilbud om et biblioteksbesøg. Her læser børnebibliotekaren en historie højt. I dette efterår er det Jakob Martin Strids ”Mimbo Jimbo laver kunst”.

”De får styrket deres ordforråd, og et godt sprog er fundamentet for at klare sig godt senere i livet. Og så er det jo også hyggeligt både for børn og voksne,” siger børnebibliotekar Ditte Lundstrøm.

Desuden ser børnene film, der er udfordringer til hjernen (quiz og øvelser), samt kreativ udfoldelse. Mange har for eksempel malet deres egen regnbue.  Samarbejdet med daginstitutionerne foregår sammen med de øvrige kulturinstitutioner i kommunen og med børnekulturkonsulent Ida Wettendorff.

5.600 skoleelever på besøg

Bibliotekets brede vifte af tilbud til børn omfatter også skolebørn. I 2018 besøgte 5.600 elever bibliotekerne i Helsingør, hvilket næsten er en tredobling i forhold til 2016. I samarbejde med skolerne arrangerer bibliotekerne informationskurser, og litteratur- eller kulturtilbud til alle klassetrin. Programmet inspirerer til læselyst, er undervisningsrelateret og bidrager til skolernes mål.

De ældste klasser indbydes til DilemmaDemokratiet – et interaktivt spil, hvor eleverne med deres mobiltelefon skal tage stilling til dilemmaer på flygtningeområdet.

”Når en klasse har været her, summer eleverne om hylderne for at låne med hjem, og vi ser også, at børnene skal have autografer af forfatterne bagefter,” siger bibliotekets koordinator Lotte Sandgrav.

I forbindelse med NORD-festival i september deltog 1.500 elever i forløb om nordisk litteratur, film, teater og poetry slam.

Biblioteket er også oplevelser

Bibliotekarerne lægger vægt på, at børn får en visuel og legende oplevelse, når de går på biblioteket. I efteråret har Biblioteket Kulturværftet indrettet et undervandsbibliotek, hvor børn kan udforske havet og dets mystiske fortællinger. De kan klæde sig ud med sømandskasketter, prøve Den lille havfrue som interaktiv bog på gulvet og gå på skattejagt efter litterære skibe.

Efterårsferien på bibliotekerne

På bibliotekerne er der dagligt flere forskellige aktiviteter: Besøg legerummet, gå på skattejagt eller klæd dig ud i Kulturværftets undervandsbibliotek. Prøv kreakasserne i Espergærde eller klæd dig ud på Abildvænget. På helsbib.dk kan du få et overblik over alle aktiviteterne.

Lørdag - 12. oktober

Teaterstykket ”Lene og Lillebror” på Hornbæk Bibliotek kl. 11.  Den småfrække Lillebror med ternet skjorte vender tilbage.

Æblets dag i Nordvest. Pres saft af egne æbler kl. 10-14 på Abildvængets Bibliotek.

Mandag - 14. okt.

Workshop: Mytiske og magiske havdyr på Hornbæk Bibliotek kl. 13.30. Billedkunstner Gine Preetzmann hjælper med at forme mytiske og magiske havdyr.

Tirsdag - 15. okt.

Knipleværksted på Abildvængets Bibliotek kl. 11.

Workshop: Fiskestime på Kulturværftet kl. 13. Vær med, når vi klipper, klistrer og dekorerer fisk.

Tirsdagsfilm for de små (2-5 år) på Espergærde Bibliotek og Abildvængets Bibliotek.

Onsdag - 16. okt. 

Workshop: Fiskestime på Espergærde Biblioteket kl. 13.

Torsdag - 17. okt.

Torsdagsfilm for de små (2-5 år) på Kulturværftet 10.30.

Tilføj kommentar