Heartstopper
Heartstopper

Heartstopper: Tegneserien bag Netflix-serien

23.05.22
Hvis du har set serien "Heartstopper" på Netflix, er du måske også faldet pladask for historien om teenagerne Nick og Charlie som forelsker sig, men vidste du også, at serien er baseret på en tegneserie?

Forfatteren og tegneren bag Heartstopper hedder Alice Oseman, og hun har også været manuskriptforfatter på serien, som derfor ligger sig tæt op ad stemningen og stilen i tegneserien.

De små animerede blade som dukker op i serien, er eksempelvis et element fra tegneserien, ligesom man i Netflix-serien har valgt at fremhæve de turkis og orange farver, som også går igen i Osemans tegninger.

Derfor skal du læse Heartstopper

Heartstopper følger Charlie og Nick som forelsker sig, efter de begynder at have timer sammen i skolen. Men det er ikke altid nemt med spirende forelskelser. Charlie er tidligere blevet mobbet efter han sprang ud som bøsse, Nick er usikker på sin seksualitet, og hans venner bakker bestemt ikke op om den nye romance.

Tegneserien tematiserer udfordringer man kan have som ungt LGBTQ+-person, men er også en universel historie om den første forelskelse, og den usikkerhed og glæde som den bringer med sig.

Man kan ikke lade være med at heppe på Nick og Charlie og deres kærlighed, men tegneseriens styrke er også det fremragende galleri af bipersoner. Karaktererne er nuancerede og uperfekte – som Charlies overbeskyttende ven Tao – men der er en grundstemning af opbakning og varme omkring hovedpersonerne.

Derfor får man lyst til at bruge tid med gruppen af teenagere, og fortabe sig i Heartstoppers univers

Der er indtil videre udkommet to bind af Heartstopper på dansk, og de kan selvfølgelig lånes på biblioteket.

Herunder har vi samlet en masse inspiration til læsning i samme stil som Heartstopper  

Materialer