
5 frydefulde gys til at sætte stemningen
Den store zombie bog
Godt nyt til alle zombie-fans fra 10 år. Med "Den store zombie-bog" får du 117 siders hårrejsende facts om zombier verden rundt før og nu.
Serien om Zombieworld af Benni Bødker
Folk er på mystisk vis blevet smittet med "noget" der gør dem til zombier, som angriber de levende for at spise dem. I denne serie, som er en fortsættelse til forfatterens egen "Zombie City", møder vi drengen Mick som bliver smittet, og må flygte fra de rasende mennesker, som vil slå ham ihjel ... igen.
I seriens 1. bind "Du er smittet" bryder zombiesmitten ud og Mick oplever at blive udstødt af sine venner, der stadig er mennesker.
I 2. bind "Du er jaget" møder han pigen Nanna, der også er smittet, og sammen forsøger de at overleve i den farlige by, hvor mennesker overalt prøver at angribe dem.
Åndehvisken af H. W. Klaris
Der sker uforklarlige ting i det hus, som Evyn og hendes forældre er flyttet ind i. Evyn føler, at der er andre i huset og begynder at have skræmmende og virkelighedstro mareridt om natten.
Da Evyn starter i 2.G. på det lokale gymnasium, møder hun Monica og Christopher, som Evyn hurtigt får et godt øje til, og hun finder ud af, at huset har en tragisk fortid.
Med sine nye venners hjælp begynder Evyn at dykke ned i fortiden og komme i kontakt med den åndelige verden, der tydeligvis gerne vil i kontakt med hende.
Öjvind Kramers monstre og andre grusomme gys
4 gysernoveller, der er inspireret af H.P. Lovecrafts Cthulhu-mytologi.
I "Öjvind Kramers monstre" finder drengene Jakob og Kris nogle virkelige seje monsterklistermærker.
I "Iä! Didrik-Svendsen!" er Elliott temmelig utilfreds med sit arbejde og sit kedelige liv i det hele taget. Men det hele bliver lidt for spændende, da han opdager at den ulækre chef læser i "Necronomicon".
Thomas og Rikki leger i "Betonskoven", der er et lille paradis uden andre børn, klemt inde mellem fabriksbygninger.
I "Strengelegen" er Jimmy en helt igennem falleret rockguitarist, der får inspirationen tilbage, da han køber en ny guitar. Men hvorfor føles det som om den spiller på ham og ikke omvendt?
For dig, der er 11+ og ikke har sarte nerver.
Turen gennem Midnatsskoven af John Kenn Mortensen
Midnatsskoven har været forbandet i 10.000 år og er fyldt med baglænsmænd, kannibalklovne og edderkoppemænd, hekse, trolde og andre mærkelige dyr og mennesker. Dennis slutter sig sammen med vampyrflagermusen Lizzy, edderkoppen Charles og enhjørningsgrisen Samantha, og sammen tager de kampen op mod Tusmørkemesteren.