” Mine egne rejser til fjerne egne giver meget inspiration, fordi der hvor horisonten ender, der begynder eventyret.”
” Mine egne rejser til fjerne egne giver meget inspiration, fordi der hvor horisonten ender, der begynder eventyret.”

Jesper Kurt-Nielsen

25.01.24
Jesper Kurt-Nielsen (f. 1961) er museumsinspektør på Nationalmuseet i Etnografisk Samling og skriver især bøger om dansk ekspeditionshistorie. Han bor i Helsingør.

Har bl.a. skrevet:

Den yderste grænse: vilde pionerer, opdagelsesrejsende og ekspeditioner. – Gads forlag, 2022 (Red. sm. m Bjørn Harvig)
Dansk Ekspeditionshistorie I-III. - Gads Forlag, 2021 (Redaktør og medforfatter)
Manden der ikke ville være høflig: kolonilægen Agner Møller. - Gyldendal, 2020
Olufsens sidste rejse:  den danske Nigerekspedition 1927-28. - Gyldendal, 2017
Man tager en alligator eller en leguan af passende størrelse. – Vandkunsten, 2006  (Kogebog)

Hvad skriver du om?

Jeg skriver om danske ekspeditioner, der er gået i glemmebogen på trods af, at nogle af deltagerne var verdensberømte i deres egen tid. Opdagelsesrejser i det arktiske er velbeskrevne, ikke mindst fordi de var med til at udvide Danmarks territorium. Derfor er mit fokus på ekspeditioner i det tropiske bælte, og særligt de excentriske og farverige personer, der tog ud i det fremmede med livet som indsats. 

Hvad inspirerer dig?

Mine egne rejser til fjerne egne giver meget inspiration, fordi der hvor horisonten ender, der begynder eventyret. Derudover min arbejdsplads, Etnografisk Samling.  Det er en af verdens ældste og største samlinger af sin art. Både i udstillingen, men også på Nationalmuseets magasiner udfolder verdens pragt sig, og jeg er taknemmelig over at være inspektør, med ansvar for genstandene fra Afrika, Mellemøsten, Indien, Indonesien, Oceanien og vores bibliotek og arkiv, for inspirationen er uden ende.

Har du et lokalt yndlingssted?

Biblioteket Kulturværftet drager. Bøgerne, de gamle værftshaller, muligheden for at studere, skrive eller blot nyde udsigten udover havnen, og glem ikke det altid hjælpsomme og hyggelige personale.

Når jeg sidder ved tidsskrifterne i skumringen, så drages mit blik mod slottet, for at se om Hamlets fars spøgelse stadig går hvileløst rundt, eller mod færgerne, der i aftendisen sejler mod broderkyst. Vores bibliotek er skumfødt og magisk.
 

Materialer