FN's verdensmål 4 - tak til Bibliotekernes Temasamarbejde for lån af billede.
FN's verdensmål 4 - tak til Bibliotekernes Temasamarbejde for lån af billede.

FN's verdensmål 4

18.01.24
Alle skal have adgang til god uddannelse og mulighed for livslang læring.

Indhold i denne artikel:

Hvad går verdensmål 4 ud på?

Verdensmål 4 handler om, at alle skal have adgang til god uddannelse og mulighed for livslang læring.

Selvom alle verdensmål hænger sammen, så er mål 4 om kvalitetsuddannelse til alle måske alligevel det vigtigste af målene.

Det mener de 10 millioner mennesker, der besvarede FN’s online afstemning om hvilket verdensmål, der var vigtigst for dem og deres familie.

På verdensplan går det heldigvis fremad med at sikre lige uddannelsesmuligheder for alle. 
Hvor det i 1970 kun var cirka 75 % af verdens befolkning, der gennemførte grundskolen, steg tallet til over 80 % i 1980'erne, og fra 2000 steg tallet igen, så lige over 90 % af verdens børn i dag gennemfører skolen.

Hvor det tidligere oftere var drengene, der fik muligheden, er der nu næsten lige mange drenge og piger, der starter i skole.

Men coronanedlukningerne ramte skoler og skolebørn verden over med kolossal kraft.

FN’s Børneorganisation UNICEF kalder pandemien for den største uddannelseskrise nogensinde.
Nedlukningerne ramte flere end 1,6 milliarder elever og studerende, og læringstabet har været både enormt og ulige.

Verdensmål 4 i Danmark: 45.000 unge uden uddannelse eller arbejde  

Det danske skolesystem er internationalt anerkendt for at være et af de bedste og mest lige i verden.

Men også i Danmark er der udfordringer i skolesystemet.
I en dansk sammenhæng er der fokus på at bryde den negative sociale arv, så de børn, der kommer fra bogligt udfordrede hjem også får en uddannelse.

Flere skal også videreuddanne sig og tage en erhvervsuddannelse.
I dag er omkring 43.000 danske unge mellem 15 og 24 år hverken i gang med en uddannelse eller i arbejde, og selvom det er et lille fald i forhold til de foregående år, så er andelen stadig næsten dobbelt så høj som den danske målsætning for de unge.

Hvem arbejder for lige adgang til uddannelse og livslang læring her i kommunen?

På biblioteket tilbyder vi en række gratis tilbud, som fremmer uddannelse og læring:

  • Studievejledning med vejledere fra studievalg DK. Her kan du få hjælp til valg af bl.a. erhvervsuddannelse, videregående uddannelse og karriere.
  • It-café på Espergærde Bibliotek. Hver mandag fra kl. 14-16 kan du få hjælp til computerproblemer og it på Espergærde Bibliotek. 
  • It-café på Hornbæk Bibliotek. Hver første tirsdag i måneden fra kl. 13-15 kan du få hjælp til computersager og it på Hornbæk Bibliotek. 
  • Det digitale bibliotek holder altid åbent. Her findes artikler, aviser, opslagsværker, sprogkurser og anden essentiel vidensdeling. Som bruger på biblioteket har du altid adgang til disse vidensbaser.

Andre tilbud i Helsingør Kommune:

  • Sprogstøttekorpset hjælper børn, der ikke taler dansk med den sproglige udvikling i henhold til at få en god skolegang med læring og trivsel.
  • ADHD Kompetencecenter tilbyder sparring til personalet på skoler og institutioner i kommunen og vejleder i, hvordan man bedst imødekommer elever med særlige behov og/eller konkrete diagnoser. 
  • Læs for livet indsamler bøger fra private hjem, institutioner, forfattere, biblioteker og mange andre. Bøgerne doneres til børn og unge med svære livsvilkår, der eksempelvis bor på børnehjem eller andre opvækstinstitutioner. Ved at skabe gode læseoplevelser for udsatte børn og unge, bidrager Læs for livet til at skabe social forandring og fremme uddannelsesmæssig ligestilling. 

Der findes mange flere gode tilbud på kommunal- og landsplan, der arbejder for lige adgang til uddannelse og livslang læring. Du er altid velkommen til at spørge din lokale bibliotekar, om hvilke tilbud de kender til og vil anbefale. 

Hvad kan du gøre?

  • Du kan donere bøger til Læs for livet på Espergærde bibliotek. Bøgerne skal være målrettede børn og unge i alderen 0-23 år, og så skal de være i pæn stand. Bøger på andre sprog end dansk modtages gerne, da flere af læserne har andre sprog end dansk som modersmål. 
  • Du kan melde dig som frivillig i en sprogcafé eller som lektiehjælper hos en lektiecafé. 
  • Du kan yde økonomisk støtte til PlanBørnefonden og dermed hjælpe med at give børn, og de lokalsamfund de bor i, mere tryghed og bedre adgang til undervisning. 

Tak til Verdens Bedste Nyheder for lån af indhold.

Oprindeligt skrevet af Helle Trolle, Ballerup Bibliotekerne.

Materialer