NORD 2023 - 16. september

22.05.23
Lørdag den 16. september inviterer NORD – Nordisk Litteraturfestival for 8. gang til et brag af en litteraturfest med nogle af Nordens mest aktuelle og spændende forfattere.

Programmet med forfatternavne bliver offentliggjort i løbet af sommeren, men festivalleder og litteraturkonsulent på Helsingør Kommunes Biblioteker, Gro Frank Rasmussen kan allerede nu afsløre navnene på tre spændende forfattere, der besøger festivalen:  

"Helle Helle er en af de allerstørste navne i dansk samtidslitteratur lige nu, og vi er begejstrede over at kunne fortælle, at hun besøger NORD på omtrent samme tid, som hendes nye roman udkommer."

"Lina Wolff er en stor stemme i den svenske samtidslitteratur og besøger NORD med hendes seneste roman 'Djævlegrebet'. Det er en roman, hvor August Strindberg møder 'True Detective' – som er en dragende og mørk fortælling om vold mod kvinder, begær og overskridelser."

"Fra Norge kommer Hilde Rød-Larsen som med romanen 'Diamantaftener' har rejst en vigtig debat om magtmisbrug, overskridende adfærd og asymmetriske forhold. Men først da den danske presse påpegede netop de forhold i den norske roman, blev en Metoo-debat i Norge for alvor kickstartet."

Ligesom tidligere år vil både nye og erfarne forfattere fra hele Norden besøge festivalen, som siden 2016 har huset store navne som Kjell Westö, Dag Solstad, Audur Ava Ólafsdóttir, Søren Ulrik Thomsen, Jessie Kleemann, Sjón, Linda Boström Knausgård, Lars Saabye Christensen, Ida Jessen, Hallgrímur Helgason, Vigdis Hjorth, Klas Östergren, Leif Davidsen, Monika Fagerholm og Merete Pryds Helle. 

Det er Helsingør Kommunes Biblioteker og Kulturværftet, som står bag NORD – Nordisk Litteraturfestival, der sædvanen tro finder sted på Kulturværftet i Helsingør. 

Programmet med forfatternavne vil i den kommende tid blive offentliggjort.