Da Helsingør reddede 5000 jøder

Af bibliotekar Anette Thede

”Danmark skal være jødefrit”

Den 29. august 1943 brød samarbejdspolitikken mellem den danske regering og den tyske besættelsesmagt sammen. Det betød, at de danske jøder kunne risikere samme skæbne som i Tyskland og de okkuperede lande. Kort efter befalede Hitler, at Danmark skulle gøres ’jødefrit’. Det blev Danmark også. Men ikke helt som Hitler havde forestillet sig. Af de godt 8000 danske jøder fangede tyskerne kun 500. Resten flygtede til Sverige, og over halvdelen sejlede over Øresund fra Snekkersten, Skotterup, Espergærde og Julebæk.

Helsingør – en by fuld af kartofler

De mange helsingoranere, der hjalp jøderne under flugten, levede livet farligt. Der var dødsstraf for at arbejde imod tyskerne. Modstandsfolkene måtte derfor være forsigtige og kreative. ”I telefonen snakkede vi selvsagt hverken om flygtninge eller om jøder. Vi handlede. Det almindeligste var kartoffelhandel, ” erindrede modstandsmanden Børge Outze senere. ”Så og så mange sække, leveret der og der … Der var kartoffeldepoter. Det var også tit godt for kartoflerne at blive luftet eller flyttet. Og der var priser på kartofler.” [fra: ’Gå til modstand’. 1961]

Snekkersten Kro var fast mødested

Snekkersten Kro (i dag Kystens Perle) var et centralt mødested for modstandsbevægelsen. Mens Gestapo fornøjede sig i den ene ende af kroen, var den anden ende tilholdssted for en lang række modstandsfolk. Mange transporter til Sverige blev planlagt her lige for næsten af Gestapo. Henry Christian Thomsen, der ejede kroen fra 1943, var medlem af modstandsgruppen Holger Danske.  Det var ’Flammen’ og ’Citronen’ også, og de kom jævnligt forbi for en bid brød og en øl. De var især kendt for at likvidere stikkere. Filmen ’Flammen & Citronen’ med Mads Mikkelsen og Thure Lindhardt handler om disse to.

Syklubben

En af de illegale organisationer, der kom på kroen, var Syklubben. Syklubber var på den tid meget almindelige, og man kunne nemt lave aftaler over telefonen, selvom tyskerne lyttede med. En af de helt centrale personer i Syklubben var Erling Kiær. Han var en fandenivoldsk og fræk eventyrer, der var eminent til at organisere og til at improvisere, når tyskerne kom for tæt på. Erling Kiær sejlede frem og tilbage over Øresund med modstandsfolk, jøder eller efterretninger. Han etablerede et fint samarbejde med de svenske politimyndigheder og toldvæsenet, som hjalp ham med at skjule sin identitet. I 1944 blev han dog taget af tyskerne og sendt til kz-lejren Neungamme. Han overlevede heldigvis og skrev livligt efterfølgende om sine oplevelser med Syklubben i bogen ’Med Gestapo i kølvandet’.

Risikoen vokser

Modstandsbevægelsen havde internt aftalt, at man ikke lavede aktioner omkring Helsingør, fordi man prioriterede at kunne slippe uhindret til Sverige. En enkelt jernbanesabotage blev det dog til ved Espergærde. Men ellers gik Helsingør og Helsingør Skibsværft, som blandt andet reparerede skibe for tyskerne, stort set fri. Ifølge modstandsbevægelsen skulle Gestapo helst bruge sine kræfter andre steder og ikke lugte lunten om de efterhånden omfattende transporter over Sundet. Men selvom Syklubben havde anskaffet sig en båd, der kunne gå 15 knob og dermed sejle fra tyskerne, blev nettet strammet om medlemmerne. Af de godt 150 helsingoranere der var involveret i Syklubbens arbejde, måtte størstedelen selv flygte og befandt sig ved krigens slutning i Sverige.

Gestapo-Juhl - hadet af mange i Helsingør

En nidkær, dansktalende SS-officer ved den tyske grænsekontrol i Helsingør, kaldet Gestapo-Juhl,  blev en katastrofe for mange flygtende jøder. Han var leder af razziaen, hvor man fandt 85 jøder, der havde gemt sig på et kirkeloft i Gilleleje. Han var også ansvarlig for tilfangetagelsen af de i alt 481 jøder, som blev sendt til kz-lejren Theresienstadt. Han blev efter krigen aldrig dømt for sine forbrydelser.

Hyldet i hele verden

Blandt de allierede blev Danmark i starten af anden verdenskrig af mange betragtet som Hitlers skødehund. Samarbejdspolitikkens ophør og evakueringen af jøderne i 1943 – og siden den eskalerende sabotage - ændrede på denne opfattelse og fik afgørende betydning for Danmarks placering blandt de allierede efter krigen. Den engelske premierminister Winston Churchill kaldte for eksempel danskernes indsats for at redde jøderne for ‘Second to None’.

Læs også Helsingør under besættelsen her på hjemmesiden.