10 bøger om de "åndssvage”

Brejning, Sprogø og Livø. Tre centrale steder i historien om åndssvageforsorgens virke fra slut 1800-tallet og frem til moderne tid.

I slutningen af 1860’erne grundlagde teologen Johan Keller De Kellerske Anstalter – en institution, der blev videreudviklet af hans søn, den filantropiske overlæge Christian Keller. Tanken bag institutionerne var at hjælpe de "åndssvage”. Altså mennesker som vi i dag ville betegne som fx psykisk sårbare eller udviklingshæmmede.

Sønnen Christian var en gesjæftig læge, der hurtigt fandt ud af, at anstalten med statsstøtte pr. anbragt kunne være en god forretning. Derfor blev den ansvarlige minister på området overbevist om, at De Kellerske Anstalter skulle stå for at tage sig af hovedparten af landets ”åndssvage”.

Historiker Poul Duedahl skriver i sin bog 'Billeder fra en anden verden' at: ”Man ryddede op i moradset af åndssvage, hos familier og på fattiggårde. Man bad derfor lærere og embedslæger om at udpege de potentielt åndssvage – så var det pludselig farligt at sidde bagerst i skolen eller gå i sinkeklasser.”

Derfor voksede der også anstalter frem for ”moralske defekte” kvinder på Sprogø og ”farlige" og "antisociale” mænd på Livø. Ø-anstalter midt i Storebælt og Limfjorden. Godt gemt væk fra fremvæksten af det moderne og det normative.

Dette er 10 bøger om et lille stykke Danmarkshistorie om de ”åndssvage”, ”uduelige”, ”ubrugelige”, ”løsagtige” og afvigende mennesker. Mennesker der blev defineret uden for samtidens snævre normalitetsbegreb. Mange af de ”åndssvage” blev indespærret, medicineret, steriliseret og udsat for vold og overgreb af behandlerne. Først i 1960’erne opstod der nye tanker om anstalterne og deres funktion.