Coverfoto: Songs from The Bardo
Coverfoto: Songs from The Bardo

Songs from The Bardo

20.06.20
Nyt Laurie Anderson-projekt tager udgangspunkt i Den Tibetanske Dødebog.

Af musikbibliotekar Daniel Bøtcher

Musikalsk møde

Songs from the Bardo startede som et koncertprojekt i 2014, hvor de tre involverede musikere mødtes på Rubin Museum of Art in Manhattan og spillede en improviseret koncert. Laurie Anderson: vokal og violin, Jesse Paris Smith: piano, gonger, syngende skåle og Tenzin Choegyal chanter og syngende skåle. Musikerne var alle i forvejen optaget af Den Tibetanske Dødebog (Bardo Thodol), så på den måde var det naturligt for dem at indgå i dette projekt.

Viden om The Bardo

Inden koncerten i 2014 fandt sted, havde den tibetanske musiker Tenzin Choegyal længe arbejdet på at udbrede sin viden om The Bardo. Choegyal skriver i cd-bookletten om en skelsættende episode i hans liv, hvor han for alvor blev bevidst om Bardo Thodols helende kræfter. Hans søsters mand dødei eksil  i en lejr i Indien,  og de buddhistiske munke læste rituelt op af bogen i syv uger. Det beskriver han som det mest terapeutiske forløb, han har været vidne til. 'Perhaps the most important Buddhist text for dying, bardo, and rebirth is The Bardo Thodol – widely known as The Tibetan Book of the Dead – a guide for practitioners to embrace death and transition the consciousness to another life through rebirth. Bardo is the transitional state of existence between life and rebirth,' skriver Choegyal om bogen.

En musikalsk ledsager

Den amerikanske klimaaktivist og musiker Jesse Paris Smith, beskriver cd’en som en musikalsk ledsager, der er tænkt som en åbning til den oprindelige tekst. En form for ven eller guide om man vil. Hun udtrykker sin taknemmelighed for at kunne viderebringe denne vigtige tekst, som hun ser som universel, en indgang, en meditation og en trøst.

Mesterlig totaloplevelse

Laurie Anderson har dyrket meditation i en lang årrække og har gennem sin lærer lært at fokusere sine tanker ved at lytte. Songs from the Bardo er med sine næsten 78 minutter og sit relativt løse narrativ, ret langt fra Andersons tidligere kendte værker som kæmpehittet, Oh Superman og senere Only an Expert. Lytteren bliver sat på en prøvelse i at opfange de af Anderson oplæste passager fra The Bardo. Giver man sig tid til at lytte efter, er det en smuk og berigende øvelse, der giver ro i sindet og stof til eftertanke. Jeg vil ikke sige, at jeg efter at have lyttet er fortrolig med The Bardo, men jeg var opløftet, da det grundlæggende er en mesterligt fremført musikalsk totaloplevelse. Jeg er ikke færdig med at lytte på den foreløbigt!

Fakta om kunstnerne

Laurie Anderson er en amerikansk multimediekunstner, der siden slutningen af 70’erne har arbejdet med lyd, musik og performance. Hun har altid været fascineret af den mundtlige fortælling som drivkraft i sin kunst. Hun var gift med Lou Reed til dennes død i 2013 og har arbejdet sammen med ham flere gange. Hun besøgte Helsingør på Clickfestivallen i 2013 og 2016.
Tenzin Choegyal er en tibetansk musiker, kunstner, komponist og aktivist. Han har arrangeret flere store arrangementer og festivaller, der har sat fokus på Tibets kultur. Han samarbejdede med Philip Glass på soundtracket til filmen The Last Dalai Lama.
Jesse Paris Smith er en amerikansk komponist, forfatter, musiker og klimaaktivist. Hun er medstifter af nonprofit-organisationen Pathway to Paris, der kæmper imod de globale klimaforandringer. Hun er datter af sangeren og forfatteren Patti Smith.
Smithsonian Folkways Recordings har udgivet cd'en. Det er et pladeselskab der har specialiseret sig i at udgive nye og gamle optagelser af folk- og worldmusic fra hele verden.

Denne artikel var Månedens Musik, juli 2020.

 

Tags
Materialer