Katarina Lewkovitch debuterer som romanforfatter
Den nye roman ’Stjernerne lyser for de vanvittige’ af lokale Katarina Lewkovitch handler om en mellemøstkorrespondents sidste rejse til Mosul. Romanen har udgivelsesdato 9. januar 2025
Af Biblioteket
Katarina Lewkovitch (født 1971) er uddannet organist. Hun er ansat på DR P1 og laver radio om tro og eksistens.
Hun debuterede i Hvedekorn i 2001 og har udgivet digtsamlingerne Øksepunktet (2011) Tilbage til Sirius (2017) og AORTA (2020). Og nu Stjernerne lyser for de vanvittige (2025)
En forsvunden bror og smertefulde familiemønstre
Romanen foregår under krigen mod Islamisk Stat, under den sidste og mest voldsomme fase, hvor mellemøstkorrespondenten Paula Rosenstrøm sendes til den Irakiske by Mosul.
Hun er splittet mellem på den ene side arbejde og idealisme, og på den anden side ansvaret for sin far, den aldrende billedhugger og familiens åndelige autoritet, hvis liv nu smuldrer på et plejehjem.
I Irak vil Paula samtidig opsøge sin lillebror Johannes, der muligvis befinder sig i et kloster uden for Mosul. For to år siden brændte Johannes alle broer og forsvandt.
I takt med at fronten nærmer sig Mosuls centrum, og hendes far trækker sig længere og længere tilbage fra livet, blottes familiens smertefulde mønstre i et spændingsfelt mellem sorg og befrielse.